Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det kan synes uskyldigt at ville udgive en børnebog inspireret af sin mand og lille søns forhold. Det er det ikke nødvendigvis, hvis det står til den britiske journalist Piers Morgan.
Den indtil for nylig arbejdsløse tv-morgenvært har fået nyt job, og i sin første klumme i den britiske tabloidavis The Daily Mail kaster han sig over sit yndlingsoffer nummer et, hertuginde Meghan.
»Forestillingen om, at Meghan Markle uddeler råd til nogen som helst om forholdet mellem fædre og børn, er aldeles latterligt i betragtning af de forfærdelige forhold, hun og hendes mand har i forhold til deres egne fædre,« skriver Piers Morgan om Meghan Markles nye bog, »The Bench«, der udkommer 8. juni.
Meghan Markle har inden udgivelsen forklaret, at hun håber, at bogen vil »vække genklang hos enhver familie, uanset hvordan den er sat sammen, ligesom den gør i min familie«.
Det er netop temaet om faderskab, der provokerer Piers Morgan, idet Meghan Markle har et meget anstrengt forhold til sin far, Thomas Markle. Faren var ikke inviteret med til parrets bryllup i 2018, og far og datter har i dag ingen kontakt.
Også prins Harry har et belastet forhold til sin far, prins Charles, hvilket kom frem i foråret, da parret gav et opsigtsvækkende interview til Oprah Winfrey. I interviewet kom det frem, at prins Charles i en periode ikke tog telefonen, når sønnen ringede.
Meghan Markle og prins Harry valgte i 2020 at træde ud af det britiske kongehus. Parret mistede titlen af kongelige højheder, men bevarede hertugtitlen – en titel, hertuginden har valgt at bruge på bogens omslag i stedet for sit borgerlige navn, Meghan Markle, hvilket Piers Morgan konsekvent benytter.
»Hun fortsætter med kynisk at udnytte sine kongelige titler, fordi hun ved, at det er den eneste grund til, at nogen betaler enorme summer til hendes projekter,« skriver Piers Morgan.
At Piers Morgan ikke har meget tilovers for bogprojekt, er næppe den helt store overraskelse.
Piers Morgan har længe været en hård kritiker af hertugparret og i særlig grad af Meghan Markle. Netop hans ytringer rettet mod Meghan Markle blev årsagen til, at han måtte forlade jobbet som vært på »Good Morning Britannia«. I programmet kritiserede han Meghan Markle i så hårde vendinger, at flere end 41.000 seere indsendte klager over Piers Morgans udtalelser.
I interviewet til Oprah Winfrey forklarede parret nærmere om årsagerne til afskeden med det britiske kongehus. Meghan Markle fortalte, at hun ikke følte, at hun fik tilstrækkelig støtte og hjælp i rollen som kongelig, og at presset var så stort, at hun en overgang overvejede at tage sit eget liv. Parret fortalte også, at medlemmer af den kongelige familie var kommet med racistiske kommentarer om parrets dengang endnu ufødte barns hudfarve.
Interviewet kastede på ny det britiske kongehus ud i skandale, og især spørgsmålet om racisme i kongehuset trak efterfølgende store overskrifter i britisk presse.
Mens amerikanske berømtheder hyldede Meghan Markle og prins Harry for at tale om oplevelserne offentligt, var tonen mere kritisk i Storbritannien, hvor flere beskyldte parret for »højforræderi« mod dronning Elizabeth og den øvrige kongelige familie.