London Gatwick stadig lukket: Politiet sætter skarpskytter ind for at nedskyde droner

Drengestreger, terror eller noget tredje? Gerningsmænd har i over 15 timer lukket lufthavnen i London Gatwick ved at flyve droner ind på området. 110.000 passagerer og 760 fly er ramt, og det rejser alt sammen spørgsmålet: Hvad gør vi ved eksplosionen i salget af droner?

110.000 passagerer skal torsdag flyve ud af lufthavnen i Gatwick i London - foreløbigt er alle fly stopper på 12. time ADRIAN DENNIS

Britisk politi har nu sendt skarpskytter ind for at nedskyde to droner, som på andet døgn lammer en af de travleste lufthavne i Europa.

Det oplyser flere britiske medier, bl.a. BBC og Daily Mail.

Politiets skarpskytter er blevet observeret med deres Heckler og Koch specialrifler flere steder, hvor de pågældende droner inden for de seneste timer er fløjet ind og ud af lufthavnsområdet.

Det understreger alt sammen hvor sårbar, en moderne lufthavn er, og også hvor frustrende - og ødelæggende - droner kan være. I år har der været tæt på 120 nær-kollissioner mellem droner og fly i Storbritannien, og teknologisk halter myndighederne bagud for at dæmme op over for drone-udbredelsen.

Der er tale om den mest destruktive indtrængen på en britisk lufthavn nogensinde, og politikerne kræver en principdebat om afvejelsen af på den ene side salget af droner og på den anden side samfundets mulighed for at beskytte sig mod droner.

Herunder: Politichef Justin Burtenshaw siger her til BBC, at han er »helt overbevist om, at der er tale om en bevidst handling for at genere Gatwick Airport.

110.000 personer

Konsekvensen udspiller sig i øjeblikket i London Gatwick, som er den næstmest travle lufthavn i Storbritannien og den ottende mest travle i Europa.

Siden onsdag aften har London Gatwick været lukket for al trafik ind og ud af lufthavnen, og foreløbigt er 110.000 passagerer og 760 fly ramt. Nogle fly er aflyst eller grounded, mens andre er omdirigeret til og fra lufthavne andre steder i Storbritannien, bl.a. i Cardiff og Stansted.

Årsagen er de to droner, som en eller flere gerningsmænd bevidst flyver ind på lufthavnsområdet, og som myndighederne ikke kan finde.

Herunder: Chefen for Gatwick Lufthavn, Chris Woodruff, ses i videoindslaget. Han understreger, at det er for farligt at flyve ind og ud af en lufthavn med droner i nærheden, og derfor er lufthavnen lukket.

Chefen for Gatwick Lufthavn, Chris Woodruff, siger til BBC4, at politiet har 20 patruljer ude for at lede efter gerningsmændene, og at de leder i et stort område omkring lufthavnen.

»Så snart vi nærmer os gerningsmændene, flytter de sig, og kort efter dukker de op et andet sted,« siger han til BBC.

Han er ikke i tvivl om, at droneflyvningen er bevidst:

»Vi observerede først dronerne klokken 21 onsdag aften, og der lukkede vi lufthavnen. Et stykke tid efter forsvandt dronerne, og da vi antog det for sikkert, genoptog vi flyvningen. Derefter gik dronerne i luften igen. Så, ja, det er helt sikkert bevidst.«

Han vil ikke svare på, om der er tale om terror eller drengestreger eller noget tredje, men politiet siger kortfattet, at der »foreløbigt ikke er tegn på, at det en terrorrelateret begivenhed.«

Det lokale parlamentsmedlem, Henry Smith, skriver på Twitter, at der tilsyneladende er tale om »en forsætlig forbrydelse med at bryde ind i lufthavnens geo-indhegning.«

»Jeg har ved tidligere lejligheder rejst dette spørgsmål i parlamentet og vil gøre det igen. Straffen er fem år i fængsel, og vi skal tydeligvis tage yderligere tiltag.«