Briterne gennemlever lige nu to versioner af virkeligheden. Der er eksplosionen af smitte. Gader ligger øde hen. Hospitaler er pressede, mens læger og sygeplejersker melder sig syge, og en modvillig Boris Johnson føler sig tvunget til at bede folk om at »tænke sig om«, før de går til julefester.

Og så er der den anden virkelighed. Den realitet, at nedlukning og vaccinationer ikke har forhindret en ny smittebølge, og som fører til det store spørgsmål: Hvad nytter det?