Forestil dig følgende scenario:

Du står foran spejlet og overvejer, hvilket tøj du skal tage på, når du senere skal i byen. Du overvejer silkeskjorten, men ender med det tøj, der er lavet af det tykkeste materiale for bedst at beskytte dig mod spiking.

Det er realitet for flere og flere kvinder i Storbritannien, hvor den skræmmende tendens spiking fortsat vinder frem. En stigning i antallet af anmeldelser får nu britisk politi til at slå alarm, skriver NBC News.

Ved brug af kanyler bliver primært kvinder stukket – udsat for spiking –  når de er i byen. Ofte kan de intet huske fra aftenen, men vågner næste morgen med et lille rødt mærke efter et nålestik, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Flere kvinder beretter til britiske medier, hvordan de derfor går med tykkere tøj og flere lag, for ikke at blive næste offer.

Tendensen har taget til i flere britiske byer siden universiteternes studiestart i september, skriver The Independent. De fleste henvendelser til politiet kommer fra unge kvinder, der oplever at de bliver stukket, når de er i byen.

Indenrigsminister Priti Patel beordrede i oktober politiet til straks at efterforske, hvad der beskrives om en »epidemi« af hændelser.

Problemet er forbundet til flere britiske byer, men tirsdag lykkedes det politiet i Sussex at anholde to personer. To personer er også blevet anholdt i Hove og Brighton. De er alle fire mistænkt for at have forsøgt at bedøve kvinder med kanyler.

Det er politiets teori, at langt flere personer står bag.

Boykottelse af nattelivet

Spiking-epidemien følger i kølvandet på drabet på 33-årige Sarah Everard i marts, der var med til at sætte fokus på kvinders sikkerhed i Storbritannien. Hun blev voldtaget og dræbt af en politimand under en gåtur en almindelig aften. Debatten blev hurtig global, hvor hashtagget #textmewhenyougethome gik viralt.

Flere kvinder gik på gaden i London i protest mod den frygt, mange kvinder oplever, når de er ude efter mørkets frembrud. Det blev til en større debat om overgreb på kvinder og kvinders sikkerhed i det offentlige rum.

Diskussionen blussede igen op, da den 28-årige skolelærer Sabina Nessa i september blev dræbt i London, da hun var på vej på date.

Og nu har kvinderne for alvor fået nok af vilkårene i nattelivet. Spiking har på ny tændt ild til debatten. Det resulterede i en kampagne kaldet »Girls Night In«, der opfordrede til at boykotte nattelivet 27. oktober.

I flere britiske byer udviklede boykotten sig til mindre demonstrationer, hvor kvinderne krævede bedre forhold og sikkerhed i nattelivet.