Før frygtede kvinder en pille i deres drink. Nu risikerer de en kanyle i baglåret

Unge kvinder går med tykkere tøj for ikke at blive næste offer. Det, der beskrives som en »epidemi« af hændelser med kanyler og kvinder med hukommelsestab, har ramt Storbritannien.

Bare arme og skuldre er ved at blive et sjældent fænomen i Storbritannien, da kvinder frygter at blive næste offer for spiking i nattelivet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Natalie Thomas/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun kan godt huske, at hun var taget i byen. Men derefter bliver alt sort.

19-årige Zara Owen ved hverken, hvor hun har været, hvem hun har talt med, eller hvordan hun kom hjem.

Men der var efterladt et spor på hendes krop, der røbede, hvad der formentligt var sket, og hvorfor hun led af hukommelsestab.

Et lille rødt mærke på benet, knap synligt med det blotte øje, afslørede, at hun var seneste offer for spiking.

Spiking er en ny ubehagelig tendens, der har vundet frem i Storbritannien. Kvinderne har lært, at de ikke skal tage imod drinks fra fremmede. Men det betyder ikke, at de slipper for at blive drugged. I stedet er der taget nye metoder i brug for at gøre kvinderne mere medgørlige og sløve, skriver flere britiske medier. Blandt andet Metro og The Sun.

Ved brug af kanyler bliver primært kvinder stukket, når de er i byen. Ofte kan de intet huske fra aftenen, men vågner næste morgen med et lille rødt mærke efter et nålestik.

Zara Owen, der til dagligt studerer på University of Nottingham, opdagede nålestikket, fordi det gjorde så ondt i benet, at hun næsten haltede.

»Jeg tjekkede mit ben, hvor det gjorde mest ondt og fandt et nålestik. Jeg var blevet stukket,« skriver hun på Facebook.

Natten forinden var Zara Owen taget i byen i Nottingham. Hun har aldrig tidligere haft et blackout eller vågnet uden at kunne huske aftenen før, fortæller hun til The Mirror og BBC.

Zara Owen gæstede BBC Breakfast, hvor hun fortalte om sin oplevelse:

Hun havde kun drukket lidt alkohol. Det undrede hende derfor, at hun intet kunne huske, men da hun fandt nålestikket, gik det op for hende, at det, hun ellers havde forsøgt at værne sig selv imod, alligevel var sket.

»Jeg tager aldrig imod drinks fra andre, jeg går med tykt tøj og går aldrig rundt alene, men alligevel skete det«.

Og Zara Owens er ikke den eneste.

Flere end 2.600 britiske kvinder tror, at de er blevet stukket siden 1. september, hvor det nye universitetssemester startede, skriver The Tab. Uvidenskabelige målinger på sociale medier indikerer, at problemets omfang er endnu større.

Samtidig har over 100.000 personer skrevet under på en ny underskriftindsamling, der opfordrer til krav om kropsvisitation, inden man kan få adgang til natklubber.

Problemet er tiltaget så meget de seneste par uger, at indenrigsminister Priti Patel har beordret politiet til straks at efterforske, hvad der beskrives om en »epidemi« af hændelser.

Indtil videre er en mand i denne uge blevet anholdt, beskyldt for at have stukket flere kvinder, skriver Metro.

Denimjakke som beskyttelse

Mens Zara Owens slap for skader, er andre mindre heldige.

En 21-årig studerende Ellie Simpson fortæller til BBC, at hun kollapsede efter at være blevet stukket. Og 19-årige Sarah Buckle fortæller til The Sun, hvordan hun begyndte at kaste op, efter at hun var blevet stukket i hånden.

Mange unge kvinder frygter nu at gå i byen. De er bange for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis de bliver drugget.

En af dem er journalist Lucy Wards datter, der lige er startet på universitetet.

»Folk er mere bange end nogensinde,« skriver hun i en besked til moren, der er blevet delt på Twitter.

Datteren forklarer, at veninderne nu bærer denimjakker, da materialet er tykkere og derfor sværere at stikke igennem.

Boykot nattelivet

Drabet på 33-årige Sarah Everard satte i marts fokus på kvinders sikkerhed i Storbritannien. Hun blev voldtaget og dræbt af en politimand under en gåtur en almindelig aften. Debatten blev hurtig global, og hashtagget #textmewhenyougethome gik hurtigt viralt.

Flere kvinder gik på gaden i London i protest mod den frygt, mange kvinder oplever, når de er ude efter mørkets frembrud. Det blev til en større debat om overgreb på kvinder og kvinders sikkerhed i det offentlige rum.

Diskussionen blussede igen op, da den 28-årige skolelærer Sabina Nessa i september blev dræbt i London, da hun var på vej på date.

Og nu har kvinderne for alvor fået nok af vilkårene i nattelivet.

De opfordrer nu til en boykot af nattelivet 27. oktober. Kvinderne skal blive hjemme, så problemet kan blive taget seriøst, lyder opfordringen.

LÆS MERE