Sidemanden i baren, hvor François Ruffin stod og fik sig en øl, tøvede et øjeblik, mens han skulede ned i glasset. Så kom det:
»Jeg kan egentlig godt lide Dem, men jeg kan ikke få mig selv til at stemme på venstrefløjen. Jeg går ind for, at man arbejder.«
Budskabet gik igen overalt i kredsen: I bekymrer jer kun om bistandsmodtagere. Og så fik Ruffin en »skør« idé.
Hvad nu hvis det, der engang var kendt som arbejderbevægelsen, på ny bliver et sted for folk, som bestiller noget?
Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.
Både Ruffins eget rødgrønne parti, La France Insoumise, og Frankrigs øvrige venstrefløj henvender sig til en bred vifte af vælgergrupper.
Samtidig viser debatten om den – åbenbart – provokerende idé, som han argumenterer for i en ny bog, at beskyldningerne ikke er grebet ud af luften.
»De sociale ydelser er et fantastisk fremskridt, som vi har tilkæmpet os. Der er intet uværdigt ved dem. De er vores stolthed,« lyder det eksempelvis fra partikammeraten Alexis Corbière.
Sandrine Rousseau, et fremtrædende medlem af Europe Écologie Les Verts, går skridtet videre og forsvarer »retten til dovenskab«.
»Undskyld mig lige, men ideen om, at arbejde adler, er altså en højrefløjsværdi,« mener den tidligere grønne præsidentkandidat.
»Jeg skriver til Dem fra slaget ved Somme«
François Ruffin kunne ikke være mere uenig.
»Arbejde, det er jo os. Det er venstrefløjen. Vi er arbejdernes bevægelse,« skriver han.
Og nok så vigtigt: Hvis venstrefløjen skal gøre sig håb om igen at opnå indflydelse i fransk politik, er den nødt til også at appellere til dem, som »går ind for at arbejde«.
Ellers bliver store dele af lønmodtagerne i det Frankrig, som ligger uden for de store byer, ved med at stemme på Marine Le Pen og hendes Rassemblement National, begrunder Ruffin.
Den rødgrønne politiker ved, hvad han taler om.
Han er opstillet i Somme – et departement nær grænsen til Belgien, der lagde flade og mudrede landskaber til et af Første Verdenskrigs mest blodige skyttegravsslag.
Som historisk center for minedrift og industri hørte området også indtil for relativt nylig til blandt den franske venstrefløjs absolutte højborge.
Men efter at mange af de traditionelle arbejdspladser forsvandt, er en ny »krig« på ideologi og værdier brudt ud.
Og Marine Le Pen er i fuld gang med at vinde denne krig, konstaterer Ruffin i sin bog, som han har givet den sigende titel »Jeg skriver til Dem fra slaget ved Somme«.
Det handler ikke kun om migranter
Ved sommerens valg til Nationalforsamlingen erobrede de højrenationale halvdelen af mandaterne i såvel Somme som regionens øvrige førhen ræverøde kommunistreder.
Venstrefløjen, præsident Emmanuel Macrons midterparti og de traditionelle konservative blev henvist til at deles om resten.
Og når så mange af de gamle minearbejdere og deres børn støtter Marine Le Pen, er der især én grund til dette, hævder Ruffin.
Den populære analyse, der giver modstand mod migranter og islam skylden, er kun en del af forklaringen. Også vreden mod storbyernes globaliserede hipstere er sekundær.
»Det store politiske spørgsmål, som får folk til at stemme Rassemblement National, handler om l'assistanat (borgere på overførselsindkomst. red.),« skriver han.
Det er den daglige irritation over at høre naboerne på bistandshjælp snorke videre, når man selv står op, før fanden får sko på. Eller kommer træt hjem fra endnu et natskift.
Det er vreden over at se dem stå i en bod på det lokale loppemarked senere på dagen, når de endelig kommet ud af fjerene.
»For hvordan får de råd til at indkøbe varer, når de ikke har et job,« som en folkepensionist, der efter et langt arbejdsliv har 950 euro om måneden, hvæser til Ruffin.
Det er følelsen af at være til grin, hvis man arbejder for føden, i stedet for at læne sig tilbage og udnytte de mange muligheder i Frankrigs generøse velfærdssystem.
»De virkelige samfundsnassere«
Når Ruffin hører sine vælgere rase over bistandsmodtagerne, forsøger han i stedet at udpege »de virkelige samfundsnassere« for dem.
»Jeg spørger, om deres løn eller pension er tredoblet i løbet af de seneste år: Nå, ikke? Men det er til gengæld de allerrigestes formuer under Macron,« skriver han.
Når franskmænd i lavtlønsjob ikke længere har råd til at rejse på ferie, skyldes det, at deres del af samfundskagen de seneste årtier er skrumpet ind til en bunke halvtørre krummer.
Svaret på den stadig større skævhed er – ifølge Ruffin – ikke at udbygge det sociale sikkerhedsnet yderligere.
Venstrefløjen skal i stedet koncentrere sig om at kæmpe for anstændige løn- og ansættelsesforhold. Samt for at få alle – også sociale tilfælde – ud på arbejdsmarkedet.
Eller som en af Ruffins få meningsfæller i egne rækker, kommunistlederen Fabien Roussel, formulerer det:
»Det handler ikke at forhøje sociale minimumsydelser. Det handler om at sikre, at folk ikke længere har brug for hjælp.«
For selvom arbejde måske ikke ligefrem adler, så »giver et ordentligt arbejde værdighed«, tilføjer Ruffin.
Alle mand på dæk
Af samme grund er det nordfranske parlamentsmedlem skeptisk over for for ideerne om borgerløn, der vinder frem på venstrefløjen – og ikke kun her.
Han er desuden overbevist om, at der bliver brug for alle mand på dæk, når klimaforandringerne i løbet af de kommende år for alvor begynder at udfordre vores livsvilkår.
Og i Ruffins forestilling om vor tids »røde« idealsamfund spiller arbejdsformidling en hovedrolle.
»Vi har behov for en stor undersøgelse af, hvad folk kan – om det så er gartneri, byggehåndværk, mekanik eller madlavning,« skriver den rødgrønne politiker og proklamerer sin vision:
»Alle skal i arbejde. Alle i samfundets tjeneste. Alle yder deres. Men til en løn, som man kan leve af.«
Et program, der støder frontalt sammen med »retten til dovenskab« og »stolthed over sociale ydelser«.
Det ville da også være synd at sige, at partikammeraterne bærer ideerne og deres ophavsmand frem på hænder og fødder.
Da La France Insoumise i begyndelsen af december fornyede sit lederskab, blev François Ruffin omhyggeligt valgt fra.
Men arbejde er den eneste vej frem, forsikrer han.
Hvis venstrefløjen skal vende slaget i Somme og andre udkantsområder og vinde arbejderstemmerne tilbage fra Marine Le Pen.
Hvis Ruffins sidemand ved bardisken i et nordfransk forstadskvarter nogensinde skal kunne stemme på ham med god samvittighed.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
