Det er interessant at betragte Boris Johnsen tale til sine vælgere. Den rablende talestrøm gør det næsten ligegyldigt, hvad han siger. Ordene er pakket ind i Boris Johnsons særlig, stødvise stemmeføring med en mærkværdig rumklang af blød bas og så en pludselig skarp diskant, når »two« bliver til »tuu«.
Man fanger et ord hist og her, man undrer sig over et mærkeligt udtryk og tænker på, om det er frit opfundet eller har rødder i den klassiske undervisning på Eton eller i Oxford. Så danner man sig et indtryk af, hvad han nok mener, mens man venter på en sjov pointe og en forløsende latter. Spørgsmålet, som lidt under 200.000 briter er i færd med at stille sig selv, er, om det vil blive ved med at være sjovt, og om der er alvor nok bag til at blive premierminister for de knap 70 millioner briter i den mest skelsættende periode siden Anden Verdenskrig.
