Kan vi nøjes med én dosis? Eksperter diskuterer genvej til flokimmunitet

En tidligere britisk premierminister og adskillige eksperter foreslår at give én i stedet for to doser coronavaccine, så flere hurtigt kan blive beskyttet. Effekten er høj allerede ved én dosis, lyder argumentet. Pas på, lyder det fra dansk ekspert, det kan få virkningen mod corona til at forsvinde alt for hurtigt.

Flere end 600.000 briter har fået Pfizer-BioNTechs covid-19-vaccine i løbet af december. De britiske sundhedsmyndigheder havde håbet, at man ville kunne have nået at vaccinere langt over en million briter før nytår, men mangel på vacciner har gjort det svært at nå målet. Victoria Jones/AFP/Ritzau Scanpix

Hvis én dosis af coronavaccinen virker næsten lige så effektivt som to doser, hvorfor så ikke give én dosis til mange i stedet for at give to doser til færre mennesker?

Spørgsmålet er oplagt. For de næste mange måneder vil der slet ikke være tilstrækkeligt med vaccine til, at alle kan få to doser. Og det bliver ikke mindre aktuelt af, at smitten i disse uger igen breder sig dramatisk i Danmark og mange andre vestlige lande.