Målet er det samme: Skab en vaccine, som kan forhindre coronavirussen i at trænge ind i kroppen og gøre os syge.
Men mens ambitionen er den samme hos de langt over hundrede forskergrupper, som netop nu arbejder på at udvikle vacciner, som kan standse coronapandemien, er midlerne vidt forskellige.
For forskerne benytter vidt forskellige teknologier til at nå deres mål – om end især fire fremgangsmåder går igen.
Netop nu har vaccinekandidaten fra Pfizer/BioNTech taget en slags førertrøje i kapløbet om at få en færdig vaccine på markedet. Men andre forskergrupper er tæt på at være så langt i afprøvningerne af deres vaccinekandidater på tusinder af mennesker, at de også snart kan være klar til at sende deres vaccinedata til de myndigheder, som så skal godkende, om vaccinerne virker og er sikre at bruge.
Lyt til artiklen her
Meget tyder på, at den næste kandidat i rækken bliver Oxford Vaccinen – en af den britiske regerings rådgivere fortæller, at det ventes at ske i næste uge – mens vaccinekandidaten fra Moderna inden for de kommende uger kan blive den tredje, der fremlægger data.
Tilbage står, at udviklingen er gået rekordhurtigt. Spørgsmålet er, hvornår danskerne kan forvente at kunne få en vaccine – og hvem der skal have dem?
»Jeg håber, at de første danskere kan blive vaccineret omkring sommer. Hvor mange, der skal vaccineres, afhænger af prioriteringerne og resultaterne, specielt om der er risikogrupper, hvor vaccinen ikke virker optimalt,« siger Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.
Fra andre sider, blandt andre en af den britiske regerings coronarådgivere, John Bell fra Oxford University, er håbet, at en betydelig del af de ældre briter og dem i særlig risiko kan have fået en vaccine allerede i påsken 2021.
Det er aldrig før gået så hurtigt
Arbejdet på at skabe en vaccine mod covid-19 er i det hele taget gået lynhurtigt – i hvert fald hvis man tager afsæt i et normalt vaccineudviklingsforløb.
I mange år var udvikling af en vaccine noget, der kunne tage måske ti år – og i mange tilfælde viste arbejdet sig ikke at ende med et brugbart resultat.
Når meget nu tyder på, at det vil lykkes at udvikle virkningsfulde vacciner mod covid-19, skyldes det ikke mindst, at en del af forarbejdet var gjort allerede inden verden i 2019 for første gang hørte om en mystisk virus på et fødevaremarked i kinesiske Wuhan.
Covid-19 tilhører sammen familie af coronavirusser som den sars-virus, som dukkede op i Kina i 2002, og som den mers-virus, der hærgede i Saudi-Arabien i 2014.
Begge de to tidligere virusudbrud satte fart i omfattende forskning og arbejde på at skabe vacciner. Udbruddene endte dog med at dø ud af sig selv, inden vaccinerne var klar, og ingen blev færdiggjorte, da interessen og dermed pengene til arbejdet forsvandt.
Men fordi covid-19 tilhører samme »familie« af virus, har forskerne i flere tilfælde kunnet trække erfaringer og gammelt materiale op af skufferne og således kunnet begynde vaccinearbejdet langt hurtigere end normalt – kombineret med brugen af genteknologier, som er blevet langt mere udbredt og avancerede de seneste år.
»Vi har set, at forskerne og virksomhederne har oplevet en høj tilførsel af risikovillig kapital. Desuden havde flere af de relevante vaccinefabrikanter allerede veletablerede vaccineplatforme, de kunne bygge videre på – der var blandt andet prækliniske studier at bygge på, for nogle endda erfaringer fra studier på mennesker,« siger Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.
Og næsten endnu vigtigere er det, at man nu er tæt på en vaccine, som baserer sig på en slags platformteknologi, som gør det muligt at udskifte dele af indholdet, hvis en virus for eksempel muterer.
»Videnskaben og industrien har lært rigtig meget af dette samarbejde, og vi får afprøvet delvist nye teknologier,« siger Allan Randrup Thomsen.
Her er tre retninger i jagten på en vaccine
Genetiske (mRNA/DNA)-vacciner
Pfizer/BioNTech og det amerikanske firma Moderna arbejder begge på vacciner baseret på mRNA-teknologien.
Begge baserer sig på en syntetisk version af det genetiske arvemateriale i covid-19 og har altså ingen »levende« del af virussen i sig.
Vaccinen instruerer i princippet immunsystemet i, hvordan virussen kan stoppes.
Vaccinen indeholder RNA-strenge, som giver kroppens celler besked om at skabe receptorer, som ligner dem, der sidder på virussens overflade i form af pigge.
Det vil få kroppens immunsystem til blandt andet at producere antistoffer rettet mod de spikeproteiner, som virussen bruger til at trænge ind i kroppens celler via receptorerne på cellens overflade. Man kan sige, at kroppen aktiverer beredskabet, så det er klar, hvis den rammes af virussen.
Det forventes, at Pfizer/BioNTech-vaccinen skal tages i form af to doser med 28 dages mellemrum for at få fuld effekt. Det er sandsynligt, at man senere vil skulle tage en ekstra dosis for at opretholde effekten.
mRNA-vaccinerne er sårbare og skal håndteres uhyre forsigtigt. Det betyder bl.a. at det ventes, at de skal transporteres ved temperaturer på helt ned til minus 80 grader.
Hvis mRNA-vaccinen ender med at blive godkendt, vil det være første gang en sådan vaccine er nået ud fra forsøgslaboratorierne.
På principielt samme måde kan DNA, der ligeledes koder for piggene, indsprøjtes og anvendes som vaccine. Fordelen ved den type vacciner er, at DNA er mere stabilt end RNA
Viral vektor-vacciner
Oxford Vaccinen har længe været blandet de vaccinekandidater, som har været vurderet til at have størst chance for at blive godkendt.
Vaccinen er en virusbaseret vektor-vaccine, som indeholder DNA, der ligesom rene DNA- og RNA-vacciner koder for det protein, der sidder i de strittende pigge på coronavirussens overflade. Det er de pigge, coronavirussen bruger til at trænge ind i cellerne.
Samtidig indeholder vaccinekandidaten en forkølelsesvirus hentet fra chimpanser. Den er manipuleret, så den ikke deler sig, men den virker som en slags lastbil, der meget effektivt transporterer vaccinens DNA ind i cellerne, som så forberedes til at reagere og udvikle blandt andet antistoffer, hvis den »rigtige« coronavirus forsøger at trænge ind.
Inaktiverede vacciner
Flere kinesiske selskaber, blandt andet knyttet til Kinas militær, benytter denne metode og har den under afprøvning i blandt andet Afrika og Brasilien. Netop Brasilien har lige standset forsøgene med den type vacciner, fordi en forsøgsperson udviklede farlige bivirkninger.
Det er den »gode gamle« måde at lave vacciner på.
Man tager en stor mængde aktiv virus og sørger så for at slå den aktive del af den ihjel, for eksempel ved varmehandling eller ved at bruge kemiske stoffer mod de aktive dele af virussen.
Sådan har man gjort i årtier, og fremgangsmåden kendes blandt andet fra influenza- og poliovacciner. Det gode er, at det er relativt enkelt at lave den type vacciner. Udfordringen er, at det kan være svært at få kroppen til at udvikle store mængder antistoffer, og der er ingen aktivering af de dræbersceller, som sammen med antistoffer er med til at bekæmpe virusinfektioner.
