Julehandel, mangel på medicin og oprør fra walisiske landmænd kan gøre no deal til en grum oplevelse for briterne

En lækket rapport advarer om dramatiske konsekvenser for den britiske befolkning ved no deal-Brexit. Berlingske har set på, hvad der taler for og imod, at advarslerne bliver til virkelighed.

Et flertal af nordirske vælgere stemte imod Brexit ved folkeafstemningen i 2016. Nu frygter mange, at grænsen til Irland vil blive lukket. Siden fredsaftalen for konflikten i Nordirland blev indgået, har grænsen været helt åben. Paul Faith/AFP/Scanpix/Ritzau

En hidtil hemmeligholdt britisk regeringsrapport, kaldet »Yellowhammer« (gulspurv), beskriver risikoen for dramatiske konsekvenser ved et no deal-Brexit. Siden rapporten blev lækket i The Times sidste weekend, har kritikere af at gennemføre Brexit uden en aftale med EU sagt, at det beviser, at premierminister Boris Johnson har sat en hovedløs og farlig kurs for briterne.

Den britiske regering siger derimod, at det er en gammel rapport, hvor man har set på »værst mulige« konsekvenser, og at tage den frem nu er et forsøg på »skræmmescenarier«, eftersom rapporten blev udfærdiget, inden den nye regering optrappede forberedelserne. Men hvem har ret?