I det berømte interview fra 1995 sagde prinsesse Diana blandt andet, at ægteskabet med prins Charles aldrig var lykkeligt. Hun forklarede, at han hele tiden havde en affære kørende med Camilla Parker Bowles, som prinsen i dag er gift med.
»Der var tre af os i ægteskabet. Så det var en smule overfyldt.«
Prinsesse Diana afslørede, at hun selv havde haft en fire år lang affære med en officer ved navn James Hewitt.
Hun udtrykte også tvivl om, hvorvidt prins Charles havde egenskaberne til at være konge, og at deres ægteskab havde presset hende ud i depression, spiseforstyrrelser og selvskade.
»Jeg gjorde skade på mine arme og ben,« forklarede hun i interviewet.
Prinsesse Diana fik sønnerne prins William og prins Harry sammen med prins Charles inden deres separation i 1992. Diana døde i en trafikulykke i Paris i 1997.