Hvor længe kan et demokrati tåle at isolere sig fra coronavirus? Få dage, viser erfaringen fra Milano

Italienske myndigheders hårde indgreb for at stoppe coronavirus har voldsomme økonomiske konsekvenser for Milano. Turisterne bliver væk, mens butikker og restauranter ligger øde hen. Nu advarer regeringen om ikke at overreagere, mens byens barer og katedralen bliver åbnet igen.

De ucharmerende betonbarrierer foran gågaden til Milanos luksusbutikker virker lidt uddaterede. Mulige terrorangreb med biler som våben var det, vi bekymrede os om før.

Nu er det en anden trussel. Og effekten har været uoverskuelig i milanesernes internationale modecentrum. Personalet i de blå skjorter står uden noget at tage sig til i de to Prada-butikker. I Gucci-butikken er der ikke en eneste kunde. Det er der heller ikke hos Giorgio Armani, Louis Vuitton, Versace og Swarowski.