Hvordan lever man med den frygtede coronavirus lurende overalt: Det kræver en vis fatalisme

I Bergamo kan man næsten fantasere sig til at se coronavirus i luften, men livet går videre. Hvordan klarer man, at den frygtede smitte fra coronavirus lurer på ethvert håndtag, i enhver samtale og hver gang, man skal betale med kontanter? Det kræver en vis portion fatalisme og en tro på, at det nok ikke er så slemt.

Pludselig slår tanken ned. Penge! Er det ikke noget med, at pengesedler og især mønter er nogle af de værste smittespredere? Fra nu af glemmer jeg alt om min skepsis mod kun at betale med kort.

Kort tid efter er jeg på vej op til Bergamos store attraktion – bymuren omkring den gamle bydel højt hævet over resten af byen – for at finde ud af, om turisterne helt svigter byen. Turen går naturligvis med den stejle slæbebane »Funicolare«, som alle turister skal prøve.