Her er Mays muligheder for en britisk Brexit-aftale

Theresa May siger, at hun nu vil forhandle med parlamentet om en Brexit-aftale. Det kan være spin, men hvis hun mener det: Her er, hvad hun kan og ikke kan komme igennem med.

En aktivist med en smule malertalent demonstrerer foran parlamentet efter Theresa Mays dundernederlag tirsdag aften. Meningen med maleriet er til fri fortolkning. Clodagh Kilcoyne

Rødt lys: Her kan Theresa May ikke komme videre

Det britiske parlament vil ikke vide af Theresa Mays skilsmisseaftale med EU. Det ved vi. Parlamentet nedstemte tirsdag aften aftalen med 432 stemmer mod 202 og tilføjede Theresa May det største nederlag i britisk parlamentarisk historie.

Der er mange årsager til parlamentets nej, men den bærende årsag er Mays nordirske backstop, som risikerer at splitte kongedømmet og trække en de facto toldgrænse ned mellem Nordirland på den ene side og England, Skotland og Wales på den anden.