Interviewet startede usædvanligt.
Da Elly Schlein blev spurgt, hvor historien om hende begynder, svarede hun uden tøven: »Med min næse, som unægtelig udgør en vigtig del af min krop.«
Hvorefter den unge politiker vadede direkte ud i et eksplosivt, værdipolitisk minefelt. Og typisk for Schlein slap hun ikke blot relativt uskadt, men måske oven i købet styrket fra det.
I hvert fald vandt hun i sidste uge, mod alle odds, primærvalget om lederposten i Italiens socialdemokratiske Partito Democratico (PD).
Tilbage til interviewet.
Den prominente næse er, forklarede Schlein til ugemagasinet The Post Internazionale, blevet et symbol for en »hær af haters«, der på sociale medier har gjort hende til mål for antisemitiske angreb.
»Men vil du høre noget sjovt,« spurgte hun journalisten og fortsatte:
»Selvom jeg naturligvis er stolt af min fars jødiske del af familien, har jeg altså ikke min næse fra ham. Den er etruskisk og arvet fra min mor, som stammer fra Siena.«
Etruskerne var, med udgangspunkt i det nuværende Toscana, det dominerende folk i Italien, før Romerriget opstod. Det er svært at forestille sig noget mere oprindeligt italiensk end etruskerne.
Og hvad var det nu for noget? Leflede den unge politiker for sine haters og deres indre, identitære svinehund?
Flirtede hun, som lederen af Roms mosaiske trossamfund, Ruth Dureghello, hævdede, med »en af de mest hadefulde antisemitiske stereotyper«?
Elsker både mænd og kvinder
Elena Ethel Schlein, som er den nye socialdemokratiske leders fulde navn, har ikke svaret på kritikken, men har ladet andre om at udlægge budskabet:
Nemlig at identitet ikke er et nulsumsspil, hvor det ene udelukker det andet. Samt at såvel skinnet som næserne ofte bedrager, når man forsøger at sætte folk i bås.
En ubekymret tilgang – kritikerne kalder den naiv – der også omfatter en anden vigtig del af den 37-årige politikers personlige baggrund.
»Jeg har elsket mange mænd og mange kvinder, og for øjeblikket er jeg lykkelig sammen med en pige,« forklarede hun for et par år siden i et tv-interview.
Og tilføjede, at det havde langt lettere for hende at springe ud som biseksuel end at indrømme over for sin far, at hun røg.
Så var der ingen grund til at tale mere om det, mente Schlein. Og når hun undtagelsesvis deler private billede på sociale medier, optræder kun hendes hund, Pila – aldrig kæresten, Paola.
Er Italien klar til en oppositionsleder, der er erklæret biseksuel, og som ikke blot har jødiske rødder, men også tredobbelt statsborgerskab i moderens Italien, faderens USA og fødelandet Schweiz?
Et katolsk domineret Italien, der ved parlamentsvalget i september gav en koalition ledet af den værdipolitisk stokkonservative højrenationalist Giorgia Meloni absolut flertal?
Italiens svar på AOC
Hovedparten af de italienske socialdemokraters – indtil primærvalget – tunge drenge mente det ikke. De støttede i stedet Schleins rival til lederposten i PD.
Den regionale præsident i Emilia-Romagna, Stefano Bonaccini, vandt da også valgets første runde, hvor kun partimedlemmer kan stemme.
Men ved den anden, der inviterer sympatisører til at deltage i processen, mødte over en million forrige søndag op og vendte resultatet til Schleins fordel.
Signalet fra græsrødderne på Italiens venstrefløj, der i årevis har befundet sig i en dyb identitetskrise, kunne næppe være mere klart:
Ud med den velmenende, men også bedsteborgerligt midtsøgende kurs, som Bonaccini repræsenterede. Ind med nye kræfter samt, ikke mindst, med en mere ren vare.
For når historien om Schleins etniske rødder og seksuelle observans er fortalt, er hendes vigtigste politiske kendetegn, at hun befinder sig langt til venstre for sit partis hidtidige ledelse.
Så langt, at hun – også på grund af sit oplagte kommunikationstalent – er blevet kaldt Italiens svar på den amerikanske venstrefløjs stjernefrø, Alexandria Ocasio-Cortez.
Woke er ikke det vigtigste
Schlein har trådt sine politiske barnesko på den anden side af Atlanten som frivillig i begge Barack Obamas succesfulde præsidentkampagner.
Det er her, hun har lært vigtigheden af utrætteligt græsrodsarbejde, hvilket også før lederopgøret har givet pote, idet hun i 2014 blev valgt ind i Europa-Parlamentet med stort stemmetal.
Med sig tilbage fra wokekulturens hjemland har hun desuden medbragt klare ideer om værdipolitikken, der givetvis bliver en kampplads, når hun fremover skal lede oppositionen mod Giorgia Meloni.
Står det til Schlein, skal slaget imidlertid stå et helt andet og for den højrenationale premierminister mere ubekvemt sted.
Når den socialdemokratiske leder bliver spurgt om sin vigtigste mærkesag, svarer hun uden tøven: Højere mindsteløn.
Det skal igen kunne betale sig at arbejde i den forstand, at man kan leve anstændigt af det.
Minijob og tidsbestemte kontrakter har skabt et forarmet prekariat, og venstrefløjens hovedopgave bør i disse år være kampen for et mere retfærdigt arbejdsmarked, mener Schlein.
»Vi skal hjælpe Ukraine, men …«
Det er nye toner i et PD, der i årevis har været mere optaget af ideer om liberalisering og den såkaldt »tredje vej«.
Med Schlein som leder bliver det lettere at danne en koalition med protestpartiet Femstjernebevægelsen, der – som den italienske valglov er udformet – udgør venstrefløjens eneste vej tilbage til magten.
Alt til sin tid. I første omgang handler det om at holde sammen på partiet og forhindre, at den midtsøgende fløj bryder ud og slår pjalterne sammen med et par mindre centrumpartier.
Schleins første udmeldinger i det følsomme spørgsmål om konflikten i Ukraine har da også været forsigtige.
»I krigens første fase var det afgørende at støtte den ukrainske modstand, for ellers ville vi nu tale om en tragisk situation, hvor Putin havde sejret,« sagde hun for nylig til La Repubblica og tilføjede:
»Til gengæld er tiden nu ved at være inde til en større politisk og diplomatisk indsats med EU i hovedrollen.«
Krigen er blot et af en række spørgsmål, der splitter Italiens venstrefløj, og det bliver ikke let for den nye oppositionsleder at holde balancen.
Schlein har før under sin kometkarriere vist, at hun er i besiddelse af en usædvanlig veludviklet næse for politisk timing.
Uanset, om den er jødisk eller etruskisk.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
