I begyndelsen var Silvio Berlusconi. I hvert fald hvis den historie, man vil fortælle, handler om populismens fremmarch i Vestens moderne demokratier.
Normbrydende politikere som Donald Trump, Boris Johnson og Jair Bolsonaro er i vid udstrækning blot trampet videre ad de spor, han allerede i 1990erne lagde ud.
Den sikre sans for folkestemninger og udnyttelsen af dem. De kalkulerede klovnerier og skandalerne. Alt sammen er det Made in Italy af den evige Cavaliere, der mandag døde på et hospital i Milano, 86 år gammel.
En lang række sygdomme og operationer havde gennem de seneste år slidt helbredet op.
Men Berlusconis politiske tæft og indflydelse var usvækket til det sidste.
I efteråret 2022 deltog han i forhandlingerne om en ny, højrenational regering og sikrede sit parti, Forza Italia, det vigtige udenrigsministerium.
Den tidligere premierminister havde også klare meninger om krigen i Ukraine. Han forsvarede sin gamle ven, Vladimir Putin, og talte for fred, selvom det blev på den russiske præsidents præmisser.
Kontroversielle synspunkter, der imidlertid også – ifølge meningsmålinger – satte ord på en folkestemning, han som altid forstod af vejre.
»Vi må nok indstille os på, at vi ikke slipper af med ham, før han dør,« som en kritisk journalist for år tilbage – efter et af Berlusconis talrige politiske comebacks – sukkede over for Berlingske.
Og sådan blev det.
Fra støvsugersælger til mediemogul
Født ind i en milanesisk middelklassefamilie i 1936 gav Silvio Berlusconi tidligt prøver på sit usædvanlige talent for såvel forretning som showbusiness.
Jurastudierne blev finansieret som succesfuld dørsælger af støvsugere. Og smagen for rampelyset fik han tilfredsstillet som crooner i et orkester, der spillede på krydstogtsskibe.
Blot 25 år gammel grundlagde Berlusconi den virksomhed, der senere skulle gøre ham til en af verdens 200 rigeste personer.
Hovedaktiviteten var først byggeri, men fra 1970erne og frem opbyggede han – med Italiens første private tv-stationer som omdrejningspunkt – en af Europas største mediegrupper.
Il Cavaliere – som Berlusconi, med henvisning til en fortjenstlig ridderorden, holdt af at blive kaldt – blev samtidig en af Italiens mest magtfulde mænd.
Han var tæt på det indflydelsesrige socialistparti, men også medlem af den skumle, højredrejede P2-frimurerloge.
Og da afsløringer af systematisk korruption i begyndelsen af 1990erne udraderede Italiens indtil da regeringsbærende partier, valgte Berlusconi at træde helt ind på den politiske scene.
Unge kvinder og vittigheder
Forretningsinteresserne skulle beskyttes mod at blive trukket med ind i malstrømmen fra den såkaldte »Operation Rene Hænder«.
Samtidig så Berlusconi mulighederne i at udfylde det store tomrum, som var opstået på den italienske højrefløj, med et revolutionerede projekt.
Hans nye parti blev opkaldt efter fodboldlandsholdets populære kampråb, og samtidig tog han en række af tv-mediets virkemidler med sig.
Forza Italia, der vandt sit første valg i 1994, var ligesom Canale 5s sendeflade piftet op med en række yngre kvinder – uden politisk erfaring, men med masser af medietække.
Selv blev Berlusconi pioner i brugen af en politisk kommunikationsform, der som en reklamespot gentager de samme budskaber igen og igen.
»Med en håndfuld vittigheder og et ordforråd på maksimalt 250 ord ramte han italienerne direkte i mellemgulvet,« som en journalist præcist formulerede det.
En opskrift på succes, der imidlertid også virkede, fordi han efter at have erobret regeringsmagten kontrollerede samtlige Italiens tv-medier, offentlige som private.
Indtil han i 2011 for sidste gang måtte forlade Palazzo Chigi, var Berlusconi premierminister gennem hele ni år, fordelt over tre perioder.
Ingen havde formået at holde sig så lang tid ved magten i Italien siden den fascistiske diktator Benito Mussolini.
Obamas hudfarve og Merkels bagdel
Hvad der kom ud af den lange regeringstid, kan til gengæld diskuteres.
Skattelettelser og en generelt businessvenlig politik blev beskyldt for især at tilgodese Berlusconis egne virksomheder.
Det var på hans vagt, at Italiens enorme statsgæld voksede definitivt uden for terapeutisk rækkevidde, hvilket endte med at fremprovokere hans exit fra magten.
Udenrigspolitisk sikrede Il Cavaliere til gengæld Italien maksimal synlighed.
Ofte påtog han sig rollen som hofnar, som da han for åben skærm gav den amerikanske førstedame, Michelle Obama, elevatorblikket.
Eller når han sagde unævnelige ting om hendes mands hudfarve og den tyske kansler Angela Merkels bagdel.
Men med sin bilsælgercharme knyttede han samtidig nyttige venskaber, der gav Italien større indflydelse, end landets størrelse egentlig berettigede til.
Fra slutningen af 00erne og frem løb Berlusconis udtalte interesse for det modsatte køn imidlertid med det meste af omverdenens opmærksomhed.
Beskyldt for sex med mindreårige
I 2009 forlangte hans anden hustru, Veronica Lario, skilsmisse.
»Min værdighed forbyder mig at være sammen med en mand, som har forhold til mindreårige,« lød den giftige begrundelse.
Kort forinden havde en avis afsløret Berlusconis »venskab« med en 17-årig pige, og herefter gik det slag i slag.
Fotos fra sommerresidensen på Sardinien, der viste værten og hans gæster i selskab med endog meget letpåklædte kvinder, fandt vej til pressen.
Ligesom lydoptagelser af Berlusconis saftige kommentarer under hyrdetimer med en luksusprostitueret.
Og bølgen af skandaler toppede med afsløringen af de såkaldte bunga bunga-fester i pragtvillaen uden for Milano.
Berlusconi hævdede, at var der tale om »elegante middagsselskaber«, men ifølge andre kilder blev der også gået til vaflerne seksuelt.
En gruppe af ofte helt unge piger var hyret til at deltage i festerne.
Og i 2011 blev der rejst tiltale mod Berlusconi for at have haft sex med én af dem, mens hun endnu var mindreårig.
Det lykkedes dog aldrig at få ham dømt for forholdet til marokkansk fødte Karima El-Mahroug, også kendt som Ruby Hjerteknuser.
Da anklagemyndigheden i 2013 langt om længe fik skovlen under Berlusconi i en af de talrige retssager mod ham, var det for groft skattesvig.
Bevarede jerngreb til det sidste
Højesteretsdommen på fire års fængsel lignede afslutningen på hans karriere.
I sidste ende slap Berlusconi ganske vist med et års samfundstjeneste som assistent på et plejehjem.
Men med en tillægsstraf på fem års karantæne fra politik var det game over for en mand på 76, mente de fleste iagttagere at vide.
De tog, som adskillige gange både før og siden, fejl.
Samfundstjenesten blev under enorm mediebevågenhed aftjent med så højt humør, at myndighederne gav Berlusconi forbud mod at fortælle vittigheder til de gamle.
Og samtidig med, at han bevarede et jerngreb om Forza Italia, blev der skabt ro på hjemmefronten med en måske nok et halvt århundrede yngre, men også fast kæreste.
Da karantænen i 2018 blev ophævet, var Il Cavaliere således mere end klar til sine sidste bedrifter.
Han spillede en hovedrolle i såvel dannelsen af den nationale samlingsregering, der ledet af tidligere ECB-chef Mario Draghi førte Italien gennem pandemien, som i komplottet bag dens fald.
Et magtspil, der fortsatte stort set indtil det sidste åndedrag.
Il Cavaliere var trods alt ikke udødelig, som en af hans tidligere ministre for et par år siden, med en blanding af sarkasme og ærefrygt, påstod.
Men det var ikke meget galt.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.