I over 100 år har Pablo Picasso været som guld. Når det finansielle lokum brændte, var han et sikkert sted at placere sine penge.
Men nu synes en feministisk komiker at have opnået, hvad hverken krakket på Wall Street eller Lehman Brothers-bankens fald formåede.
Det er i hvert fald den bedste forklaring på en indtil for få år siden uhørt tendens, når den geniale maler og billedhuggers værker bliver sat til salg på alverdens kunstauktioner.
Den spanske avis El País har med data fra den specialiserede webside MutualArt gjort de seneste års regnskab op, og udviklingen er klar.
Såvel interessen for Picassos malerier og skulpturer som den pris, samlerne er parate til at betale for dem, er dalende.
Hvis vi ser bort fra »undtagelsestilstanden« under pandemiens værste periode, er den samlede omsætning faldet stille og roligt, men konstant siden 2018.
Det samme gælder andelen af udbudte værker, som rent faktisk blev solgt. Samt, nok så vigtigt, gennemsnitsstørrelsen af den pris, der blev betalt.
Udviklingen er accelereret i de første måneder af 2023, netop som interessen for Picasso burde være maksimal i forbindelse med markeringen af 50-året for hans død.
Årsagen virker oplagt:
Det er #Metoo-bølgen, som har indhentet det 20. århundredes største billedkunstner.
En spansk Minotaurus
Pablo Picasso, der blev født i den sydspanske by Málaga i 1881, var besat af historien om Minotauros.
Den græske sagnfigur, der – halvt mand/halvt tyr – var spærret inde i en labyrint på øen Kreta, fortærede ifølge legenden hvert år 14 drenge og piger.
Picasso holdt sig til kvinder.
Men maleren spejlede sig givetvis i machouhyrets umættelige og erotisk ladede appetit, der i hans tilfælde kun blev overgået af en nærmest overmenneskelig skaberkraft.
Historierne om, hvordan han sugede alt liv ud af såvel sine erobringer som andre nære personer, er talrige.
Selvom Picasso efter alt at dømme kun undtagelsesvis anvendte fysisk vold, var han en raffineret psykologisk torturbøddel.
Elskerinderne blev kasseret som brugte kleenex, når de ikke længere tjente hans »højere« formål: at hjælpe den kunstneriske inspiration på vej.
»Han havde brug for blod for at signere hvert eneste af sine værker,« skriver Marina Picasso om farfaderen i en biografi og fortsætter:
»Min fars, min broders, min mors, min farmors og mit eget. Han havde brug for blod fra alle dem, som elskede ham.«
To hustruer, seks partere og et utal af elskerinder
Marina Picassos farmor, den russiske ballerina Olga Khokhlova, var den ene af malerens to lovformelige hustruer.
Dertil kom seks faste partnere og et utal af mere eller mindre sporadiske forhold til ofte helt unge elskerinder.
Kvinder, som Picasso manipulerede og tyranniserede med en selvfølgelighed, der ikke var usædvanlig for hans generation af mænd – i hvert fald ikke i det sydlige Europa.
Set med vore dages øje var hans opførsel til gengæld dybt forkastelig, hvis ikke ligefrem kriminel.
Og hvorfor skal Picasso slippe for at blive målt og vejet efter nutidig standard, blot fordi han var en mand af sin tid – og i øvrigt et geni?
Eller sagt med andre ord:
Gælder argumentet om, at vi bør adskille en kunsters person og værk i en tid, hvor stort set hver dag bringer nye afsløringer af berømte og kreative mænds overgreb?
Komiker pillede myte fra hinanden
Den australske stand up-komiker Hannah Gadsby var blandt de første til at tage Picasso under ukærlig behandling. Det skete i en monolog, der i 2018 gik viralt via Netflix.
Gadsby, der også er kunsthistoriker, filosoferede ironisk over, hvordan man kan hade en mand, der skabte kubismen.
Hvorefter hun pillede myten om Picasso som et passioneret og virilt geni fra hinanden for at udstyre ham med diagnosen galopperende kvindefjendskhed.
Siden er det gået slag i slag.
Maleren er på ingen måde blevet cancelled, som en række internationale arrangementer i forbindelse med 50-året for hans død, 8. april 1973, vidner om.
Men markeringen foregår med øget fokus på hans mørke sider.
Eksempelvis Brooklyn Museums udstilling »It’s Pablo-matic«, der åbner 2. juni – med Hannah Gadsby som kurator.
Og nu begynder det alt sammen åbenbart at få konsekvenser også i kunstsamlernes eksklusive verden.
»De siger, at vi bør skelne mellem kunstneren og hans værk. O.k., så lad os fjerne Picassos navn og se, hvor meget smørerierne er værd på en auktion,« foreslår den australske komiker i sin monolog og svarer:
»Ikke en skid.«
Det er sådan cirka det modsatte, der nu begynder at ske.
Ingen har ganske vist endnu sat et »alt skal væk«-skilt på Picassos værker, men prisen på dem er for første gang nogensinde faldende.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
