Den ældre kvinde spillede en hovedrolle i kampagnen, som bragte Donald Trump til magten. Og selvom Éric Zemmour har det svært med hendes skingre stemme, hører han opmærksomt efter. For hun i gang med at fortælle ham noget vigtigt.
»Også Frankrig har brug for en person, der som Donald kan rydde op. Vi har analyseret situationen og er nået frem til, at den franske Trump, det er Dem.«
Mødet med den unavngivne kvinde – genfortalt i hans seneste bog »La France n'a pas dit son dernier mot« (Frankrig har ikke sagt sit sidste ord) – er et blandt flere, der har overbevist den polemiske forfatter og journalist.
Hvis Frankrig skal reddes fra undergang og underkastelse; fra den store befolkningsudskiftning, borgerkrig og fra islams fremmarch, ja, så er der kun én mand til at gøre det.
»Jeg har altid troet, at ideologiens artilleribombardement ville blive efterfulgt af et politisk kavaleri-angreb,« skriver Zemmour i bogens forord og erkender, at han tog fejl.
Ord er – selv når de står skrevet i bedstsælgende debatbøger eller dagligt fylder talkshows i den bedste sendetid – ikke længere nok.
Tordner frem i meningsmålingerne
Officielt er han ganske vist endnu ikke kandidat ved næste års franske præsidentvalg, men alt andet er på plads.
En kampagneorganisation, bygget op omkring støtteforeningen »Éric Zemmours venner« og den ungdommelige fangruppe »Génération Z«, kører på fuld kraft.
En landsdækkende turné, hvor journalisten præsenterer sin nye bog, fungerer reelt som en række af valgmøder.
Éric Zemmour er og far til tre voksne børn, men Paris Match kunne forleden afsløre, at han også har et nært forhold til sin presserådgiver Sarah Knafo.
Og nok så vigtigt: De store meningsmålingsinstitutter begyndte allerede for et par måneder siden at tage ham med i feltet af kandidater.
Fra beskedne fire-fem procent er tilslutningen gradvist vokset. I den seneste måling offentliggjort onsdag stod han til 17-18 procent, hvilket p.t. udløser en plads i den afgørende anden valgrunde.
Og nervøsiteten breder sig ikke kun blandt de distancerede rivaler på højrefløjen, i særdeleshed Marine Le Pen.
Den sniger sig helt ind i Élysée-palæet, hvor Emmanuel Macron længe ignorerede Zemmour, men nu begynder at angribe ham.
»Vores identitet har aldrig bygget på snæversyn, på fornavne og på at piske en stemning op,« sagde præsidenten forleden i en tale med klar adresse til journalisten.
Assimilation ikke integration
Zemmour argumenterer i sin bog for at genindføre en lov vedtaget under Napoleon, der gør franske fornavne obligatoriske for alle børn født i landet.
Det vil tvinge dem til signalere tilhørsforhold, mens »det at kalde sit barn for Muhammed udgør en kolonisering af Frankrig«.
Indvandrerne fra Frankrigs tidligere kolonier i især Afrika skal nemlig ikke integreres. De skal assimileres. Ellers ender det med, at de – som barbarerne i Romerrigets forfaldsperiode – styrter civilisationen i grus.
»Den store befolkningsudskiftning er ikke en myte men en nådesløs proces. Kampen om identitet gør selv vigtige spørgsmål som uddannelse, industri, velfærd og Frankrig internationale rolle underordnede,« mener Zemmour.
Det fremgår af hans bog, der over godt 300 sider konstant kredser om islam, migration, forstadsghettoer, kriminalitet, multikulturalitet og »humanistiske« forsøg på at bortforklare problemerne.
Zemmour citerer lystigt fra private samtaler med fremtrædende tidligere eller nuværende politikere, der næsten alle giver ham ret bag kulisserne, selvom de bekæmper hans synspunkter i den offentlige debat.
Hovedpunkterne i hans redningsplan for fransk identitet optræder således med en sarkasme, som bogen også er fuld af, i form af et godt råd til den konservative – og efter Zemmours mening alt for valne – kandidat Xavier Bertrand:
Stop for familiesammenføring, ret til asyl, statsborgerskab til ægtefæller og indfødsret til samme for alle født på fransk jord.
Dobbelt straf til udenlandske forbrydere. Har de dobbelt statsborgerskab fratages de det franske og udvises.
De gode gamle De Gaulle-dage
Forslag på »underordnede« – men ikke desto mindre centrale – områder som den økonomiske politik og Frankrigs internationale rolle, skal man til gengæld lede længe efter.
Jo, Frankrig skal vriste fri af EU-samarbejdets begrænsning af den nationale suverænitet, skriver Zemmour uden dog at nævne ordet »Frexit«.
I makkerskabet med Tyskland er Frankrig reduceret til en ydmygende juniorpartner. I stedet skal landet tilbage til den også af NATO uafhængige kurs, som general Charles de Gaulle i 1950erne og 1960erne udstak.
De Gaulle, der sammen Napoléon Bonaparte, er Zemmours foretrukne husgud og politiske forbillede.
På det økonomiske område var journalisten, hvis vi ser bort fra hans forsvar af det franske atomkraftprogram, indtil for nylig fuldstændig blank.
Forrige lørdag præsenterede han på et af sine »ikke-valgmøder« imidlertid endelig en plan for skattelettelser, der ikke overraskende skal finansieres med midler taget fra velfærd rettet mod migranter.
At dømme efter de detaljer, Zemmour foreløbig har præsenteret, afviger hans program – ifølge eksperter Le Figaro har talt med – ikke væsentligt fra klassisk borgerlig politik.
En Trump a la française
Og det er en væsentlig pointe i sammenligningen med Donald Trump. Zemmour ligner den tidligere amerikanske præsident i den forstand, at også han er en »forstyrrende« outsider.
De deler evnen til at provokere, foragten for det politisk korrekte og ideen om en oprindelig og tabt storhed, der skal genvindes, så deres lande kan blive »store igen«.
Men Zemmour appellerer ikke kun til skuffede Marine Le Pen-vælgere, der har mistet troen på, at hun er i stand til at vinde.
Hans målgruppe er i lige så høj grad borgerlige fra det konservative Les Républicains, der nok vil skrue bissen på overfor migranter og muslimer, men ikke vil vide noget af populistisk social- og arbejdsmarkedspolitik.
En meningsmåling, der sammenligner opbakningen til henholdsvis Zemmour og Le Pen i forskellige samfundsgrupper, taler sit tydelige sprog.
Journalisten klarer sig bedst blandt erhvervsledere, de mest veluddannede og pariserne. På landet, blandt lavt uddannede, arbejdsløse og lønarbejdere står Rassamblement National derimod stærkest.
Zemmour appellerer med andre ord ikke kun til det perifere under-Frankrig, som den polemiske geograf Christophe Guilluy beskriver i sine bøger.
Han kan også begå sig i storbyerne og på de bonede gulve, hvor han færdes hjemmevant efter sine mange år som politisk journalist.
Det er ikke mindst det, som gør ham til en vanskelig rival – også for Emmanuel Macron.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
