Ingen kan beskylde Emmanuel Macron for ikke at arbejde for freden.
Han har forsøgt at råbe Vladimir Putin op hen over verdenhistoriens måske længste forhandlingsbord. Han har tålt den russiske leders ydmygelser på pressemøder. Og selv nu, hvor bomberne regner ned over civile i Ukraine, holder den franske præsident fast i dialogen.
Ikke desto mindre passer krigen samtidig perfekt ind i hans kram forud for præsidentvalgets første runde 10. april.
Siden den brød ud for godt tre uger siden, har meningsmålingerne sendt Macron i soloudbrud.
I samtlige målinger ligger den siddende præsident til omkring 30 procent af stemmerne og næsten dobbelt så stor tilslutning som sin nærmeste forfølger, den højrenationale Marine Le Pen.
Også i valgets anden runde står Macron til en klar sejr, uanset hvem han kommer op imod.
Og medmindre han begår fatale fejl eller bliver mål for helt skandaløse afsløringer, ligner generobringen af Élysée-palæet en walkover.
»Totalt, royalt og præsidentielt ligeglad«
Derfor var dramaet også til at overse, da præsidenten torsdag – langt og længe – præsenterede sit valgprogram.
Macron brugte ganske vist fire stive timer på seancen, hvor over halvdelen af tiden gik med at svare på spørgsmål fra 320 fremmødte journalister.
Men det var småt med nyhederne. Udsagnsord som »fortsætte«, »udbygge« og »forstærke« gik igen.
Det var, konstaterer Le Figaro i en leder, som om han gjorde status midt i valgperioden og ikke få uger før den under normale omstændigheder i særklasse største begivenhed i fransk politik.
Macron benyttede imidlertid lejligheden til – midt i en ofte teknokratisk talestrøm – at slå to vigtige budskaber fast.
For det første: Når han beskyldes for at læne sig stadig mere mod højre og for at have »stjålet« store dele af det konservative Les Républicains program, er han »totalt, royalt og præsidentielt ligeglad«.
For det andet og vigtigst: Mens Macron i 2017 blev valgt på at tilbyde franskmændene »revolution« og en ny start, fremstår han denne gang som den bedste garant for sikkerhed og kontinuitet i en utryg tid.
»Jeg tror, at I har fået en klar idé om, hvordan jeg præsterer i uforudsete situationer,« sagde præsidenten med henvisning til en embedsperiode domineret af De Gule Vestes opstand, pandemien og, nu, krigen i Ukraine.
Frygten som samlende kraft
Franskmændene er tilsyneladende enige, når Macron indirekte giver sig selv topkarakter som krisebestyrer.
I hvert fald vurderer 59 procent af dem i en meningsmåling, at han har været på højde med situationen, efter at krigen brød ud i Ukraine.
Konservative Valérie Pécresse og Marine Le Pen må nøjes med henholdsvis 30 og 29 procent, og kun sølle 19 procent har tillid til den anden højrenationale kandidat, Éric Zemmour.
Målingen viser også, at 92 procent er bekymrede for krigen. Og en af dens konsekvenser – en overhængende risiko for at miste købekraft – er ifølge franskmændene p.t. det i særklasse største samfundsproblem.
De er med andre ord bange, og det er frygten, som giver Macron vinger.
»Frygt udgør altid en løftestang for politisk mobilisering i forbindelse med valg,« siger sociologen Philippe Braud til avisen Le Monde og fortsætter:
»Det særlige ved den nuværende situation er oplevelsen af en ydre trussel. Det skaber en frygt, der går på tværs af aldersklasser og sociale skel. En frygt, der virker samlende.«
»Uden valgkamp, ingen legitimitet«
Problemet er, advarer sociologen, at denne samlende kraft er forbigående, som pandemien så tydeligt har vist.
»Og vil man ikke, når normaliteten vender tilbage, kunne beskylde ham (Macron. red.) for at være blevet valgt på unfair betingelser,« spørger Philippe Braud.
I den forbindelse bidrager det ikke ligefrem til valgkampens demokratiske kvalitet, at Macron har nægtet at deltage i tv-debatter med de øvrige kandidater.
Det er ganske vist ikke usædvanligt for siddende præsidenter, der søger genvalg. Men i en stærkt usædvanlig situation har strategien allerede givet anledning til en betændt polemik.
»Hvis der ikke er nogen valgkamp, vil vinderens legitimitet blive draget i tvivl,« siger den konservative Gérard Larcher, der er formand for det franske senat, til Le Figaro og fortsætter:
»Præsidenten forsøger at blive genvalgt uden at være kandidat, uden at føre kampagne, uden debat og uden, at ideerne brydes.«
Den tid, den sorg. Lige nu handler det for Macron tilsyneladende kun om at få valgkampen overstået uden at forsømme sine pligter som præsident.
Men hvad hvis han taber? Hvad vil han så stille op med sit liv, spurgte en journalist under torsdagens pressemøde og fik følgende svar:
»Jeg vil nødig lyde krukket, men det er faktisk ikke et spørgsmål, jeg overhovedet har stillet mig selv.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
