Som ofte ved begravelser er stemningen særlig knuget udenfor kirken, når gudstjenesten er slut.
Stéphane Voirin står et øjeblik helt stille foran kisten og det store portræt af hans smilende, afdøde hustru.
Da de første toner af Nat King Coles »Love« lyder, træder den slanke, lidt ranglede mand de første trin. Først forsigtigt, så mere energisk. Og pludselig opstår den overraskende scene, som siden er gået verden rundt.
Gradvist gør begravelsesgæsterne ham selskab.
Med ét er pladsen uden for Sainte-Eugénie-kirken i den sydvestfranske by Biarritz forvandlet til et bølgende dansegulv.
Og på tv-billederne kan man, bag de mange valsende par, hele tiden se Stéphane Voirin danse videre. Med sig selv, og så alligevel ikke helt.
»Det er en af de mest tragiske og vidunderlige dansescener, jeg nogensinde har set. Gennem hans dans kan man se hende danse også,« som den berømte koreograf Benjamin Millepied præcist formulerer det.
Dræbt af psykisk syg elev
Den tidligere franske solodanser er ikke den eneste, som efter begravelsen fredag i sidste uge har ladet sig bevæge af den usædvanlige gestus.
»Jeg har aldrig set noget så smukt, bevægende, forbavsende, trist, forelsket, modigt og intelligent som denne mands dans foran sin elskedes kiste,« skriver en Twitter-bruger.
Også uden for Frankrig er billederne fra en regional tv-station sammen med en række private optagelser gået viralt.
Båret frem af lige dele medfølelse og forundring.
Det er altid trist, når en person relativt tidligt i tilværelsen – et par og halvtreds år gammel – mister sin livsledsager.
Men i Stéphane Voirins tilfælde er det særlig tragisk.
Hans hustru Agnès Lassalle, der underviste i spansk på et lokalt gymnasium, blev 22. februar stukket ihjel af en psykisk forstyrret elev.
Godt to år efter det brutale islamistiske attentat mod en anden gymnasielærer, Samuel Paty, har drabet rystet franskmændene. Også selvom der denne gang ikke var tale om terror.
Og det var denne ubærligt tunge stemning, hendes enkemand med sin afskedsdans ville bryde.
Den allersidste vals
»Agnès elskede livet, og den bedste måde, jeg kunne ære hende på, var ved at vise, at det stadig er smukt,« siger Stéphane Voirin til den italienske avis Corriere della Sera og tilføjer:
»Derfor er jeg også så lykkelig for de mange positive reaktioner. Folk forstår, at det var et skrig med hjertet fra en mand, der har mistet den kvinde, han elsker. Så enkelt og så dramatisk er det.«
De to havde forelsket sig i hinanden på dansegulvet, og mange år senere var dansen fortsat en af deres fælles passioner.
Derfor den sidste svingom, forklarer han.
Det hører med til historien, at Biarritz er hovedby i den franske del af Baskerlandet, hvor den traditionsrige ceremonielle solodans arresku er et almindeligt indslag ved såvel bryllupper som begravelser.
De fleste andre steder i den vestlige verden virker Stéphane Voirins sørgedans imidlertid eksotisk og forbløffende.
Og det er en af grundene til, at den har vakt så stærke reaktioner.
Enkelte forargede, men langt hovedparten positive.
»For en gangs skyld vandt kærligheden«
»Når vi bliver overrasket, reagerer vi på to måder. Enten går vi i forsvarsposition, eller også lader vi os rive med,« siger psykosociologen Dominique Picard til den franske avis Le Figaro og fortsætter:
»Hvis det sidste er tilfældet, opstår der en kraftig følelse af identifikation og empati.«
Men det er kun en del af forklaringen. Det handler også om, at Stéphane Voirins gestus er kropslig og uden ord.
»En mand, som danser alene, fordi han har mistet sin partner – med hendes billede, med mindet om hende – mens parrene omkring ham danser to og to. Det er et utroligt stærkt symbol,« siger Dominique Picard.
For Stéphane Voirin selv er der en tredje grund til, at hans trin, der var ment som en intim gestus i selskab med parrets nærmeste, har gjort ham verdensberømt.
»Måske er folk trætte af en kompliceret verden fuld af dårlige nyheder. Måske har folk brug for at blive mindet om det essentielle – det eneste, som i virkeligheden betyder noget,« forklarer han og tilføjer:
»Som regel er det konflikter, som dominerer livet, men for en gangs skyld vandt kærligheden. Mere er der ikke at sige.«
