For mange er det selve indbegrebet af en daseferie i Sydeuropa:
At sætte sig på en bar eller restaurant med havudsigt, måske helt ude i sandet, og nyde en iskold øl med lidt friturestegt fisk eller andre tapas til, mens blikket fortaber sig i Middelhavets blå.
Det vil også kunne lade sig gøre i år. Men det bliver med stor sandsynlighed sværere end sædvanligt at finde en ledig plads.
Kort før den første normale sommersæson efter pandemien advarer turistbranchen i både Spanien og Italien nemlig om, at den kan blive tvunget til at rebe sejl.
Forklaringen er lige så enkel, som den umiddelbart virker paradoksal i et område med stor arbejdsløshed:
Der mangler arbejdskraft – først og fremmest tjenere, men også kokke, receptionister og rengøringspersonale.
»Jeg kan ganske enkelt ikke opdrive folk og bliver måske nødt til at lukke midt på dagen,« siger Juan fra den catalanske badeby Begur – en blandt utallige barejere, som i disse uger klager deres nød i spanske medier.
I Italien vurderede brancheorganisationer allerede sidste år, at der mangler ti procent af den nødvendige arbejdsstyrke, og det er ikke blevet meget bedre siden.
»Skal jeg dø efter at have slavet hele mit liv?«
Man skulle ellers tro, at arbejdslysten ville være i top efter en lang pandemi, der er gået særlig hårdt ud over hotel- og restaurationsbranchen.
Men det er kun arbejdsgiverne, som slikker sig om munden ved udsigten til en historisk god sæson med masser af rejselystne nordeuropæere.
På den anden side af bordet har de ansatte tilsyneladende brugt sundhedskrisen som tænkepause. Og mange er nået frem til den konklusion, at de hårde job i turistbranchen ikke er umagen værd.
»Folk tænker: Pandemien har vist, at jeg kan dø i morgen efter at have slavet hele mit liv. Jeg vil ikke mere,« siger Roberto Sabato, der leder en hjælpegruppe for italienske sæsonarbejdere, til nyhedsbureauet Reuters.
Andre fagforeningsfolk nøjes med mere nøgternt at konstatere, at de ansatte vægrer sig ved at vende tilbage til en del af arbejdsmarkedet, hvor overenskomster og andre regler sjældent bliver overholdt.
Nogle har fundet job i andre brancher med mere velordnede arbejdsforhold.
Andre orker blot ikke de uendelige arbejdsdage, højsæsonens lange træk stort set uden pusterum og den »sorte« del af lønnen, som ikke optjener ret til pension.
Alt sammen til en betaling, der i Spanien placerer en restaurationsarbejderfamilie med kun en indkomst under fattigdomsgrænsen.
Har støtteordninger gjort folk dovne?
Hotelejeren Stefano Giuliodori fra Rimini ved Adriaterhavet – og med ham mange andre branchefolk i både Italien og Spanien – ser anderledes på sagen.
Det er støtteordninger indført under pandemien, som har gjort folk dovne, mener den italienske erhvervsleder.
»Med alle disse subsidier foretrækker mange at blive hjemme og overleve med forskellige småjobs,« siger Giuliodori til Reuters.
»De få jobansøgere, vi har, stiller umulige krav. De vil have fri fredag eftermiddag og hver søndag. Det kan ikke lade sig gøre i vores branche,« tilføjer Eduard Farriol fra den spanske kæde Ohtels overfor avisen La Vanguardia.
Det er imidlertid den eneste vej at gå, hvis hotellerne vil udleje alle deres værelser og barerne være i stand til at servere for så mange gæster som muligt, fastslog Spaniens arbejdsminister, Yolanda Díaz, for nylig.
»Her er et godt råd. Betal de ansatte bedre og tilbyd dem nogle ordentlige arbejdsbetingelser,« sagde ministeren fra venstrealliancen Unidas Podemos som svar på hotel- og restaurationsbranchens bekymringer.
En mulig løsning
Metoden synes, måske ikke overraskende, at virke.
I hvert fald kan Park Hotel San Jorge i den catalanske badeby Calonge ikke genkende kollegernes problemer med at rekruttere arbejdskraft.
»Vi mangler ikke folk. Vores ansatte ved, at reglerne overholdes til punkt og prikke, og at de får den fritid, de har ret til,« siger hotellets direktør, Irene Elias, til El País og opfordrer andre i branchen at følge hendes eksempel:
»Også fordi, det ville være rart, hvis vi alle konkurrerede på lige fod i stedet for – som det hidtil har været – ved at presse de ansatte så hårdt som muligt.«
Det kunne ligne en løsning, hvis sæsonen skal reddes for hotel- og barejerne, og vi andre under ferien vil være sikre på at få bord – om ikke helt ude ved strandkanten så i hvert fald med havudsigt.
