Giftig intern Muhammed-debat fik myrdet skolelærer til at miste modet. I e-mail til kolleger tog han konsekvensen

Den franske skolelærer Samuel Paty fik internt på puklen for sin brug af Muhammed-tegninger i dagene op til, at han blev likvideret. »Vores kollega giver islamisterne argumenter og får kampen for sekulariteten til at fremstå som intolerance,« skrev en anden lærer på skolens intranet.

Samuel Paty anede formentlig – og forhåbentlig – intet om den grusomme skæbne, der ventede ham. Men den franske lærer var godt klar over, at han havde bevæget sig ind i et værdipolitisk og potentielt livsfarligt minefelt.

Ikke blot havde muslimske forældre via de sociale medier haft held til at starte en ophidset kampagne mod hans brug af Muhammed-tegninger i undervisningen. Også kolleger kritiserede i hårde vendinger hans pædagogiske metoder.