Falsk officer narrede det svenske forsvar gennem 20 år: Fik adgang til hemmeligheder og høje militære poster

En højtstående officer i det svenske forsvar har i årevis brugt forfalskede eksamensbeviser til at fremme sin karriere. CV med ikkeeksisterende uddannelser har han brugt til at blive udsendt som officer i Kosovo og Afghanistan, og han har haft ansvar for Forsvarets kryptering af følsomme oplysninger, viser afsløringer, som Dagens Nyheter har fremlagt.

Det svenske forsvar har indledt en undersøgelse af, hvordan en officer gennem 20 år har kunnet indtage vigtige og betroede stillinger i forsvaret på baggrund af et forfalsket CV. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Roland/Arbetet/Scanpix

Det svenske forsvar er blevet snydt og bedraget og har ikke kontrolleret baggrunden for en højtstående officer, der allerede for 20 år siden blev taget i at lyve. Manden blev smidt ud af officersuddannelsen, men siden har han gjort karriere i højt betroede stillinger baseret på falske papirer, oplyser Dagens Nyheter.

Den højst opsigtsvækkende historie viser den falske officers vej gennem højtstående poster i internationale aktioner og som betroet medarbejder i stillinger med højt sikkerhedsniveau med ansvar for kryptering af følsomme oplysninger.

»Det er altså en person, der ikke er officer, men som udgiver sig for at være officer. Der har stået over for fremmede magter i forskellige lande. Der har gjort det med lånte fjer på baggrund af en ren løgn,« siger major med ansvar for den svenske officersuddannelse David Bergman til Dagens Nyheter.

Han understreger over for avisen, at han »aldrig har oplevet noget lignende i Forsvaret«.

Skulle lede Mali-aktion

Den falske officer blev i løbet af sommeren headhuntet til stabschef for den svenske FN-indsats i Mali. Han blev siden sat fra bestillingen, inden han nåede at blive udsendt til Mali, da det svenske forsvar fik kendskab til, at han var blevet afskediget fra en chefstilling i Kystbevogtningen i 2018. Her var det blevet afsløret, at han to år tidligere havde ladet sig rekruttere på falske oplysninger om blandt andet at have læst statskundskab.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan den danske regering har vedtaget et bidrag til FNs fredsbevarende MINUSMA-mission i Mali med et Hercules-transportfly og omkring 65 personer plus et efterretningshold på ti personer.

Sagen om den falske officer, der har omgået kontrol og sikkerhedsundersøgelser, kan blive yderst pinlig for det svenske forsvar. Den minder en del om svindelsagen i Danmark, hvor udlandsdanskeren Anna Castberg i 1996 blev direktør for museet Arken i Ishøj, men siden blev afsløret som en svindler med falske uddannelser og forfalsket CV.

Sagen i det svenske forsvar har dog mere alvorlige perspektiver, da officeren både har haft adgang til hemmeligtstemplede informationer og har arbejdet i internationale missioner. Ud over Mali har han været udstationeret svensk officer i Kosovo og Afghanistan. I begge lande har Danmark også deltaget i internationale operationer. Han har også haft stillinger i den svenske militære efterretningstjeneste, MUST, der svarer til det danske FE.

I Kosovo var manden udsendt som kaptajn og i Afghanistan som major. På begge poster var det påkrævet, at manden havde en uddannelse som reserveofficer og en ekstra uddannelse fra forsvarshøjskolen. Han havde ingen af delene, oplyser SVT, det svenske statslige TV. I den svenske efterretningstjeneste var han ansat i en civil stilling fra 2007 til 2010 og igen i 2013, hvor han blandt andet håndterede Forsvarets krypteringsnøgler for IT-sikkerhed og sikker kommunikation.

Smidt ud af officersuddannelsen

Der er ingen oplysninger om, at officeren har misbrugt sine stillinger eller har haft kontakt med fremmede magter, understreger ledende personer i det svenske forsvar efter afsløringen af officerens svindel. Lederen af kryptering og IT-sikkerhed for det svenske forsvar skriver i en mail til Dagens Nyheter, at man har strammet op på sikkerhedsundersøgelsen af ansatte, men at ingenting tyder på, at efterretningstjenesten har været udsat for skadelig virksomhed.

Dagens Nyheter har talt med officerer, der husker, hvordan den yderst populære studiekammerat blev smidt ud fra officersskolen i 1999, da det blev opdaget, at han havde forfalsket sine gymnasiekarakterer. Men få år efter var han alligevel i gang med en fornem officerskarriere baseret på forfalskede oplysninger.

På sin vej gennem det svenske forsvar har han ifølge den svenske avis siden vedlagt eksamensbeviser for sin officersuddannelse underskrevet af en ikkeeksisterende leder »Per Carlsson«.

Og siden har manden altså i 20 år arbejdet for den militære efterretningstjeneste, været ansat i forsvarskoncernen Saab og har haft højtstående poster som Sveriges repræsentant i internationale missioner på baggrund af de forfalskede oplysninger.

Undersøgelse sat i gang

Den falske officer indrømmede i efteråret over for Dagens Nyheter, at han havde brugt falske oplysninger over for Kystbevogtningen for at fremme sin karriere. Han har ifølge avisen ikke ønsket at kommentere de seneste oplysninger.

Det svenske forsvar har indledt en undersøgelse af sagen og den svigtende kontrol, siger oberstløjtnant Carl-Axel Blomdahl til SVT og Dagens Nyheter:

»Vi mener, at vi har en god metode til at gennemføre en sikkerhedskontrol af de personer, som vi ansætter i forsvaret. Ingen metoder er hundrede procent sikre, og jeg kan bare konstatere, at vi er blevet narret i det her tilfælde.«