»Et meget britisk kup«: Theresa May mistede i nat kontrollen over Brexit

En britisk tabloidavis mener, at bløde politikere nu har »stjålet« Brexit fra vælgerne, og andre taler om »et kup« og »en revolution«. Bundlinjen er, at et dramatisk oprør i parlamentet natten til tirsdag har frataget Theresa May styringen over Brexit. Her er, hvad der skete i nat – og hvad det betyder.

Theresa May på vej hjem efter nattens store nederlag. Chaufføren styrer hendes limousine, og parlamentet styrer dagsordenen i parlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: WILL OLIVER

Theresa May begyndte mandagen med et forsigtigt håb om, at hun nu kunne få sin forkætrede Brexit-aftale igennem. Hun sluttede mandagen med den totale og hele fornedrelse, for et flertal i parlamentet fratog hende kontrollen over Brexit.

Tre ministre trådte tilbage for at stemme imod hende, og nogle af hendes ældste og mest loyale venner kunne ikke længere forsvare at bakke hende op. Og kort før midnat dansk tid gennemførte de »et meget britisk kup,« som én analytiker sagde. »En revolution mod forfatningen,« hævdede en kritiker.

Dermed vågner briterne i dag op til en ny virkelighed i dramaet om Brexit.

For her er, hvad der skete: Et sikkert flertal i parlamentet – 329 stemmer mod 302 – besluttede at tage retten til at sætte dagsordenen, og flertallet vil bruge retten til at gøre, hvad Theresa May hidtil har nægtet at gøre. Nemlig at afsøge andre Brexit-forslag end hendes eget.

Det er ikke bare historisk, men også muligt politisk banebrydende, for oprørerne er alle tilhængere af et blødere Brexit end May. Mange af dem vil f.eks. have en Norge-løsning; andre vil have annulleret udmeldelsen af EU eller en ny folkeafstemning, og i teorien er næsten alle bløde muligheder nu mulige.

Eller som Brexit-avisen Daily Express tirsdag morgen advarer med store typer på sin forside: »De har stjålet, hvad der er tilbage af Brexit.«

Hvordan?

Men hvad vil oprørerne bruge deres styre til – og hvordan?

Med sejren mandag aften har oprørerne tvunget parlamentet til onsdag at diskutere retningsvisende afstemninger om Brexit, og parlamentet vil formentlig vedtage en måde at gennemføre afstemningerne på. En idé er at bede parlamentarikerne skriftligt stemme om, hvilke af følgende syv forslag, som de vil kunne stemme for ved en endelig afstemning: Theresa Mays skilsmisseaftale, no deal Brexit, en løs frihandelsaftale med EU, permanent medlemskab af toldunionen, ny folkeafstemning, en annullering af udmeldelsen og endelig medlemskab af det indre marked.

Det eller de forslag, som får flest stemmer, vil så komme til endelig afstemning.

Paradigmeskifte

Theresa May forsøgte mandag aften at afværge nederlaget ved at love oprørerne, at hun også ville gennemføre den slags retningsvisende afstemninger – hvis bare de ville lade være med at stemme for oprørsforslaget. Men tilliden til hende var så lille, at 30 konservative parlamentarikere ikke turde løbe an på hendes løfter.

Og det udstiller begge dimensioner i nederlaget. Det er et politisk nederlag – May risikerer, at hendes skilsmisseaftale nu bliver sendt hen til det sted, hvor døde aftaler havner – men det er også et personligt nederlag.

I 1906 besluttede det britiske parlament at give premierministeren den permanente ret til at sætte lovgivningsdagsordenen, og parlamentet har ikke i mands minde gjort oprør – af den simple grund, at en premierminister næsten altid har et flertal med sig eller i det mindste ikke imod sig. Theresa May har ikke siden sidste sommer haft et Brexit-flertal med sig, men hun har kunnet regne med, at der heller ikke var et flertal for andre forslag. Et flertal nedstemte godt nok hendes skilsmisseaftale to gange, men flertallet stemte ikke for andre forslag.

Situationens generalstab: Den konservative Oliver Letwin står bag oprørsforslaget i Parlamentet. Han var vicepremierminister for den konservative David Cameron fra 2014 til 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO.

»Autoritet er brændt«

Nu sker det så, og det sker, fordi »tilliden til May er fuldstændig fordampet« hos så mange konservative, som Nick Robinson fra BBC udtrykker det. Eller som den politiske seniorreporter fra The Times, Tim Shipman, mere brutalt tweeter: Hendes autoritet var i forvejen i laser, og nu er »laserne forvandlet til konfetti og skåret i endnu mindre stykker og brændt«.

Selv internt i regeringen er tiltroen til Theresa May efterhånden af en art, som den ikke burde være internt i en regering. Mandag aften krævede en række pro-EU-nøgleministre således et hastemøde. De ville have forsikringer om, at hendes tilbud om retningsvisende afstemninger var seriøst  – for ellers ville de gå af og stemme med oprørerne, skriver Guardian. Tre ministre besluttede trods hendes forsikringer alligevel at gå af, deriblandt den konservative veteran og viceudenrigsminister Alistair Burt. Det er fjerde gang siden 1979, at der har været tre britiske ministerfratrædelser i løbet af et døgn, og sigende nok har tre af de fire gange været siden juli 2018.

Nederlagets øjeblik. Stemmerne bliver talt op, og Theresa May og hendes regering får resultatet. Fra venstre vicepremierminister David Lidington, premierminister Theresa May, finansminister Philip Hammond, Brexit-minister Stephen Barclay, udenrigsminister Jeremy Hunt og arbejdsminister Amber Rudd. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Hvad gør brexiteers?

Men oprøret i parlamentet er ikke kun en plage for Theresa May; den hårde Brexit-fløj inden for hendes eget parti har også for alvor fået tommelskruerne på. For hvad gør de nu?

I første omgang reagerede de uhæmmet vredt. Den gamle EU-kritiker Bill Cash anklagede oprørerne for at foretage »en revolution mod forfatningen«, og – sagde han til oprørerne – »I vil komme til at fortryde det.« En anden brexiteer hvislede til bagmanden bag oprøret, den konservative Oliver Letwin: »Hvordan kan vi stille dig til ansvar for dit oprør mod regeringen?« ifølge Robert Peston fra ITV.

Men vrede gør det ikke alene, for Cash og de andre brexiteers står over for et forbistret valg. Oprøret i parlamentet viser, at der nu er et operativt flertal for et blødere Brexit, og som en benhård brexiteer, Hugh Bennett, tweetede i aftes: »Der er ingen tvivl om, at Brexit fra nu af kun vil blive blødere. Der er ingen skam i, at brexiteers vælger at stemme for Mays forslag. Alle andre forslag fører til et værre resultat.«

Dermed kan det dramatiske nederlag mandag aften ironisk nok blive den faktor, som til syvende og sidst får de hidtil ubøjelige brexiteers i partiet til at acceptere Mays skilsmisseaftale. Hun overvejer at sætte den til afstemning igen sidst på ugen.

Men som Theresa May lærte mandag: Der er ingen grund til at tro på det bedste i en dag, når det værste kan manifestere sig inden midnat.