Det var Eric Zemmour, som med en retorisk giftpil skød debatten i gang, da han sammenlignede de seneste dages optøjer i Frankrig med sidst, forstæderne stod i brand, i 2005.
»Dengang fik social nød skylden. Siden har vi brugt 40 milliarder euro på disse kvarterer. Nu ser vi resultatet,« lød det sarkastisk fra den højrenationale politiker.
Er der noget om snakken? Er de indvandrerdominerede banlieues sorte pletter på landkortet, der ikke står til at redde, og hvor kun rå magt virker? Eller findes der andre forklaringer på det deprimerende deja-vu?
En kendsgerning er det i hvert fald, at mere eller mindre helhjertede forsøg på at integrere især »ghettoernes« unge indbyggere i de sidste 23 år er mislykkedes fatalt.
Og Zemmour, der stillede op ved sidste års præsidentvalg med et stærkt indvandrer- og islamkritisk program, har ikke været alene om, at kræve endnu hårdere midler taget i brug mod ballademagerne.
Mens de nu tilsyneladende aftagende uroligheder i slutningen af sidste uge toppede, var 45.000 politibetjente og gendarmer ellers mobiliseret med støtte fra pansrede køretøjer.
Men lederen af Frankrigs traditionelle borgerlige parti Les Républicains, Eric Ciotti, forlangte torsdag, at præsident Emmanuel Macron indførte militær undtagelsestilstand.
Ciotti tøvede heller ikke med – ligesom Zemmour – at betegne urolighederne som et forstadium til borgerkrig.
Betjente gennemtæsket og beskudt
Ødelæggelserne har da også været enorme for et land i fredstid.
Ifølge en opgørelse fra det franske indenrigsministerium offentliggjort søndag var 5.000 biler og dobbelt så mange affaldscontainerne siden onsdag i sidste uge blevet brændt af.
Også 1.000 bygninger – herunder skoler og biblioteker – samt 250 politistationer havde været under angreb.
Antallet af sårede betjente løb op i 700.
Heraf var to civilklædte betjente blevet gennemtæsket af en folkemængde, mens en tredje blev reddet af sin skudsikre vest, da der blev åbnet ild mod ham.
Mirakuløst har urolighederne foreløbig kun kostet to menneskeliv.
Mandag døde en ung brandmand, efter at han fik hjerteslag under arbejdet med at slukke en af de mange påsatte brande.
Og i Fransk Guyana døde en protesterende, da han tilsyneladende blev ramt af en vildfaren kugle.
Desuden er der naturligvis det dødsfald, som tirsdag i sidste uge satte det hele i gang:
Nedskydningen af Nahel – en 17-årig dreng med algeriske rødder – da han forsøgte at flygte i en bil efter at være blevet stoppet af politiet i Paris-forstaden Nanterre.
Før var det endnu værre
Da de adskillige uger lange uroligheder i 2005 brød ud, var det ligeledes, efter at to unge med indvandrerbaggrund havde mistet livet på flugt fra ordensmagten.
Det førte i daværende præsident Jacques Chiracs borgerlige regering ikke kun til øget fokus på sikkerhed men også til »social« selvransagelse.
En storstilet renovering af de mest belastede kvarterer blev sat i gang.
Og selvom det ikke kostede 40 milliarder euro – som højrenationalisten Zemmour hævder – men kun 12, var der stadig tale om en kæmpeinvestering.
Manden bag planen, den tidligere boligminister Jean-Louis Borloo, protesterer indigneret, når det nu betegnes som nyttesløst spild af penge.
»Det er svært at forestille sig forfaldet og elendigheden dengang i de kvarterer, hvor politiet ikke turde komme, og hvor uroligheder var dagligdag,« hvæser han til avisen Libération.
Grønne områder, renoverede lejligheder og sportshaller har givetvis forbedret livskvaliteten for de otte procent af indbyggerne i Frankrig, som bor i såkaldte »prioriterede kvarterer«.
Men det forhindrer ikke, at tre gange så mange som i resten af landet lever under fattigdomsgrænsen, samt at arbejdsløsheden er dobbelt så stor.
I krig mod »vilde horder af skadedyr«
Samtidig er kriminaliteten fortsat markant højere, mens forholdet mellem kvarterernes unge og ordensmagten ikke blot er præget af mistro, men ofte af åbenlyst had.
I en pressemeddelelse betegnede politiets to største fagforeninger fredagens deltagere i optøjerne som »vilde horder« af »skadedyr« og betjentenes daglige arbejde i kvartererne som »en spand lort«.
»I dag deltager vi som politifolk i kamphandlinger, for reelt er vi i krig. I morgen går vi til modstand, og det bør regeringen notere sig,« hed det i, hvad der lignede et trussel til politikerne.
Senere trak fagforeningerne i land, men det voldsomme ordvalg siger alt om såvel politifolkenes frustration som deres syn på »fjenden«.
Der er med andre ord ikke ligefrem lagt op til SSP-samarbejde, når en vis fred forhåbentlig snart igen har sænket sig over indvandrerghettoerne.
Samtidig vil urolighederne formentlig sætte en stopper for Macron-regeringens bebudede planer om endnu en gang at tage livtag med ghettoernes problemer, frygter sociale aktivister:
»De unge har vist, i hvor høj grad de lever i et parallelsamfund. Højrefløjen står stærkt. Nu vil der ikke blive brugt en øre på kvartererne. Det er dødt,« siger en af dem til Libération.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
