En hemmeligholdt forligsaftale mellem Virginia Giuffre og Jeffrey Epstein beskytter belejligt prinsen mod en retssag om seksuelle overgreb.
Lidt for belejligt kritiserer dommer Loretta Preska.
De præcise detaljer i aftalen – og hvilke dele af aftalen, der sikrer, at Virginia Giuffre ikke kan sagsøge prinsen – er ikke tilgængelige for offentligheden.
Og netop dette vækker kritik fra Loretta Preska, der mener, at aftalen bør være offentlig kendt, skriver The Guardian.
Prins Andrew er af Virginia Giuffre beskyldt for ved tre lejligheder at have misbrugt hende seksuelt, dengang hun var 17 år. Overgrebene skulle være fundet sted i 2001. Hun indgik i 2008 det for offentligheden hemmelige forlig med Jeffrey Epstein, som hun ligeledes beskylder for at have misbrugt hende seksuelt igennem flere år.
I forliget indgår detaljer, som prinsens advokater hævder »fritager vores klient for ethvert ansvar« – og altså beskytter prins Andrew mod en retssag.
I september bakkede Loretta Preska op om, at forliget mellem Virginia Giuffre og Jeffrey Epstein beskytter prinsen mod retssager om seksuelle overgreb.
Dette holder hun fast i, men har nu stillet som krav, at medmindre boet efter Epstein med en gyldig grund modsætter sig, skal forligsaftalen offentliggøres senest 22. december.
Det sker, fordi retten sætter spørgsmålstegn ved, »om det vil tjene et formål fortsat at hemmeligholde dokumentet«.

Prinsen har gennem årene nægtet sig skyldig i samtlige Virginia Giuffres beskyldninger.
En retssag mod dronning Elizabeths søn forventes at kunne begynde i det nye år.
Selvmord og flere retssager
Jeffrey Epstein blev i 2009 idømt 13 måneders fængsel, hvilket mange dengang mente var alt for mild en dom. Det skete i forbindelse med forligsaftalen i forhold til Virginia Giuffre.
Senere voksede anklagerne sig større, og Epstein blev på ny anholdt. Han blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Det skete, mens han afventede en ny omfattende retssag om menneskehandel og overgreb på mindreårige. Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op til 45 år.
I retten i New York City sidder Epsteins nære bekendte Ghislaine Maxwell i disse uger på anklagebænken.
Hun er anklaget for at have handlet mindreårige piger, som Epstein kunne misbruge seksuelt. Maxwell afviser alle anklager. Hun har siddet varetægtsfængslet på Manhattan siden anholdelsen i New Hampshire sidste år.