Elendighedernes kvartal er slut. Nu vil det vise sig, om optimisterne får ret

Analyse: Årets tre første måneder har været et absurd dramatisk forløb i Europa, hvor manglen på vacciner undervejs har kastet EU ud i en fuldtonet krise. Stoiske diplomater og embedsmænd har dog hele tiden haft blikket rettet mod årets andet kvartal. Har panikken og krisen været blæst ud af proportioner? Det får vi svar på nu.

EU-Kommissionens formand, tyske Ursula von der Leyen, har hele tiden stået fast på, at EUs vaccineprogram med tiden vil vise sig at være en succes. Snart står det klart, om hun har ret. Aris Olkonomou/Reuters/Ritzau Scanpix

På mange måder var det en passende afslutning på elendighedernes kvartal, da et virtuelt topmøde mellem EUs regeringschefer torsdag endte i et skænderi om fordelingen af de knappe vacciner.

Afmægtig, frustreret og så godt som isoleret endte Sebastian Kurz, den østrigske forbundskansler, med at blokere for et forslag om at sende ekstra vacciner til en lille håndfuld hårdt trængte EU-lande, som kæmper med en tredje bølge af coronasmitte. Østrig var ikke fundet værdigt trængende til at slutte sig til samme gruppe, eftersom de øvrige regeringschefer og EU-Kommissionen hæftede sig ved, at alpelandet har nogenlunde styr på smitten, mens udrulningen af vacciner også er kommet fornuftigt fra start.