Donald Trump går til Twitter-angreb på Greta Thunberg

USAs præsident angriber udnævnelsen af 16-årige Greta Thunberg som årets person i Time som »latterlig«. »Slap af og gå i biografen, Greta,« skriver Donald Trump på Twitter.

Magasinet Time har udråbt Greta Thunberg til »Person of the Year«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Evgenia Arbugaga/AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trump blev ikke kåret til »Årets personlighed«. I stedet blev den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg kåret som magasinet Times »Person the Year« for 2019.

Det er USAs præsident ikke tilfreds med. Hvis nogen skulle være i tvivl, lod han alle høre sin mening torsdag, dagen efter kåringen.

»Så latterligt. Greta har brug for at lære at beherske sine raseriudbrud, og så skulle hun tage i biografen med en ven og se en god gammeldags film! Slap af, Greta, slap af,« lyder Donald Trumps tweet.

Og nu er Twitter sat i brand. Få minutter efter Donald Trumps tweet var der 5.500 retweets, 20.000 likes og kommentarer i ét væk på Twitter-kontoen tilhørende USAs præsident.

»Hendes problem med at styre sit temperament? Vi vidste, at du ikke kunne modstå fristelsen til at gå til angreb på hende,« lyder en kommentar.

Især kritikere af Donald Trump var hurtige ved tasterne og langede ud efter ham for at være jaloux, fordi han ikke selv var blevet valgt til årets person af Time.

Brasiliens præsident: »Møgunge«

Ved andre lejligheder er Greta Thunberg blevet udsat for hån og hårde angreb både på Twitter og af politikere og fremtrædende personer. Tidligere på ugen sagde Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, at Greta Thunberg var en »møgunge«.

Hun havde forinden sagt, at den oprindelige befolkning i Brasilien bliver forfulgt, fordi de forsøger at redde regnskoven.

Også Donald Trumps ældste søn har langet ud efter Time for at kåre den 16-årige svensker og kalder det et PR-stunt fra det amerikanske magasin. Donald Trump Jr. peger ikke på sin far som det oplagte valg, men mener ifølge Washington Times, at det er forkert, at Hongkongs demonstranter er blevet forbigået.

Times chefredaktør, Edward Felsenthal, forklarer på Times hjemmeside, hvorfor titlen tilfalder netop Thunberg:

»For at slå alarm over menneskehedens destruktive forhold til det eneste hjem vi har, for at komme med en stemme, der skærer igennem baggrunde og grænser i en fragmenteret verden (...) Og for at vise os alle hvordan det kan se ud, når en ny generation fører an, er Greta Thunberg Årets Person i 2019,« siger chefredaktøren.