Det er vinderne, som skriver historien. Derfor er det naturligvis især Marine Le Pen og den yderste højrefløjs historisk gode resultat ved søndagens første valgrunde, der vækker opsigt.
Men præsident Emmanuel Macron gør klogt i også at se sig godt for til venstre, hvis han vil beholde sit job. For her sidder en vred, gammel mand, der efter en forbløffende valgkamp har bemægtiget sig nøglen til Élysée-palæet.
Jean-Luc Mélenchon var blot halvandet procentpoint fra at slå Marine Le Pen og snuppe finalepladsen ved valgets anden runde. Og ikke nok med det.
Lederen af det rødgrønne La France insoumise – et partinavn, der refererer til Frankrigs tradition for social protest – vandt i Marseille, Toulouse, Nantes og en række andre af landets største byer.
Den 70-årige venstrefløjsveteran blev foretrukket af 34 procent i aldersgruppen 25 til 34 år samt 31 procent blandt de alleryngste.
Hans vælgerskare er socialt sammensat med både højt uddannede og ufaglærte, men først og fremmest tæller den 7,6 millioner, der ved valgets anden runde nu skal vælge mellem Macrons liberale pest og Le Pens højrenationale kolera.
Resultatet er på ingen måde givet, hvilket vi vender tilbage til. Lad os først se nærmere på et besynderligt fænomen i ikke blot fransk, men også i europæisk politik.
Skildpadde og klapperslange
»Stol på mig, som den valgskildpadde jeg er. Det hjælper ikke at løbe, man skal kende sin besøgelsestid,« forklarede Jean-Luc Mélenchon ved et valgmøde først på året og fortsatte med vanlig, floromvunden retorik:
»Jeg har allerede kørt adskillige harer trætte midt blandt løgnere, spottere og meningsmålere.«
Billedet af skildpadden er blevet hængende. Muligvis på grund af af en vis fysisk lighed, og selvom den koleriske politiker af temperament snarere minder om en klapperslange – hvis vi skal blive i krybdyrenes familie.
Samtidig har Mélenchon ganske rigtig været længe undervejs.
Født i den marokkanske by Tanger i 1951 indledte han sin politiske karriere i det franske socialistparti som 25-årig.
Han nåede at være senator og minister for højere uddannelser, inden han i 2008 brød ud i protest mod den angivelige højredrejning i François Mitterrands gamle parti.
Siden har han to gange stillet op til præsidentposten, og han var ved valget i 2017 med 19,6 procent af stemmerne ligeledes tæt på at gå videre til anden runde.
Et langt, sejt træk
Det er dog set i et kortere perspektiv, at skildpaddeallegorien for alvor giver mening.
Da Mélenchon allerede i slutningen af 2020 præsenterede sit tredje kandidatur, trak de fleste på skuldrene.
Det lignede et dødsejlerprojekt på en fransk venstrefløj, der snarere end splittet var fuldstændig atomiseret.
Udover Parti socialiste og det grønne EELV var der også trængsel alleryderst til venstre, hvor et par trotskister og en traditionel kommunist gjorde Mélenchon rangen stridig.
En efter en blev rivalerne i løbet af de seneste måneder hægtet af, og samtidig sugede Le France insoumise-lederen næring til sig af vreden mod Emmanuel Macron.
En galsindet ældre mand havde med sin poetisk kringlede retorik på forunderlig og paradoksal vis sat ord på især de yngste vælgeres frustration.
Éric Zemmours konkurrerende højrenationale kandidatur kørte ham helt frem i spurten. Den gamle skildpadde Mélenchon var blot et mulehår fra også at overhale vårharen Marine Le Pen.
Nej til Le Pen betyder ikke ja til Macron
Skuffelsen var da også enorm hos den 70-årige leder, da han søndag aften måtte erkende, at hans tredje og efter alt at dømme sidste forsøg på at erobre Élysée-palæet mislykkedes.
Men det samme var bevidstheden om, at det overraskende gode resultat placerer ham i en central rolle. Både i forhold til anden runde og i forhold til valget til Nationalforsamlingen i juni.
»Jeg forstår jeres vrede, mine kære landsmænd. Men lad den ikke få jer til at begå fejl, som ikke kan gøres om. Ikke en eneste af jeres stemmer bør gå til Madame Le Pen,« lød det fra Mélenchon.
Klar besked, kunne man mene, og så alligevel ikke helt. La France insoumise vil i løbet af de kommende dage lade sine medlemmer afgøre partiets stilling ved en urafstemning.
Valgmulighederne er støtte til Macron, en blank stemme eller helt at blive hjemme. Og Mélenchon vil næppe anbefale det første, medmindre præsidenten lægger sig i selen.
Under alle omstændigheder er selv ikke en klar anbefaling fra partilederen ensbetydende med, at samtlige hans vælgere vil følge den.
Modsætninger mødes … og skilles
Modsætningerne mødes i fransk politik på en række områder.
Yderfløjene deler en skepsis hvis ikke ligefrem modstand mod såvel EU-projektet som NATO.
Og mens den nationale højrefløj beundrer patrioten Vladimir Putin, betragtes den tidligere KGB-officer på dele af venstrefløjen med Sovjet-nostalgi.
Mélenchon har ligesom Marine Le Pen og, især, Éric Zemmour, haft travlt med at bortforklare deres forståelse for den russiske præsident og hans synspunkter efter invasionen af Ukraine.
Også i den økonomiske politik er der – efter Le Pens »venstredrejning« på området – adskillige berøringspunkter.
Men på ét altafgørende område skiller vandene.
Mélenchon og La France insoumise er med deres advarsler mod diskrimination af muslimer og andre mindretalsgrupper det nærmeste, man kommer en eksponent for amerikansk importeret woke-kultur i Frankrig.
Kampen mod islamiske parallelsamfund og multikulturalitet hører som bekendt til Le Pens mærkesager. Senest har hun foreslået et totalforbud mod at bære slør.
Der skal ikke meget til
Ifølge en meningsmåling foretaget inden første valgrunde er 30 procent af Mélenchons vælgere klar til at stemme på Le Pen, mens 34 procent vil sætte kryds ved Macron. Resten bliver hjemme.
Samme undersøgelse forudsiger en forholdsvis snæver anden rundesejr til præsidenten med 54 procent mod 46 procent. Der skal med andre ikke flyttes enorme vælgergrupper for at vende billedet.
Hvordan vil Mélenchon reagere, hvis Marine Le Pen fortsætter de seneste ugers fremgang i målingerne frem mod finaleopgøret 24. april?
Franskmændene har trods den skuffende tredjeplads næppe hørt det sidste til »valgskildpadden« fra den yderste venstrefløj.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
