Det lyder næsten for godt og for passende til at være sandt. Men det er ganske vist:
Når Frankrigs nye premierminister rigtig skal slappe af, pakker hun sine støvler og flyver til Mellemøsten for at vandre omkring i en ørken i dagevis.
Smagen for hårdt, møjsommeligt benarbejde – langt fra rampelyset og selv i fritiden – er uden tvivl en af de kvaliteter, der har skaffet Élisabeth Borne det nye job. Men det er ikke den eneste.
Tværtimod skal den 61-årige hidtidige arbejdsminister – ifølge kilder tæt på Emmanuel Macron, som Le Monde har talt med – fungere som en politisk »schweizerkniv«.
Hun skal både skære, klippe, file og save samt åbne dåser og øl, mens præsidenten selv har frie hænder til at åbne champagnen på den internationale politiks bonede gulve.
Og sidst, men ikke mindst, giver hun Macron mulighed for langt om længe at opfylde sit løfte om at udnævne Frankrigs første kvindelige premierminister i 30 år.
»Små piger, forfølg jeres drømme«
»Tillad mig at mindes den første kvinde i denne funktion, Édith Cresson (premierminister 1991-92. red.),« sagde Élisabeth Borne mandag aften og tilføjede med en let bæven i sin dybe og normalt tonløse stemme:
»Jeg dedikerer denne udnævnelse til alle de små piger rundt i landet med en opfordring om, at I forfølger jeres drømme. For intet må bremse kampen for kvindernes plads i vores samfund.«
Efter de seneste fem års Macron-regeringer, der alle har været ledet og domineret af mænd, har det længe været oplagt, at den næste premierminister skulle være kvinde.
Den driftsikre og loyale Borne har af samme grund hele tiden været blandt favoritterne, men som en »plan-b«, der ikke kun refererede til det første bogstav i hendes efternavn.
Mere karismatiske kandidater har angiveligt sagt nej tak.
Samtidig hørte den normalt selvrådige Macron for en gangs skyld efter, da vigtige stemmer i hans parti advarede mod igen at udnævne en regeringschef med rødder i konservative Les Républicains.
Den nye premierminister har gjort karriere omkring det nu stort set forsvundne Parti socialisme. Og med valget af hende kan Macron lukke munden på sin venstrefløj uden de store ideologiske konsekvenser.
For Borne havde allerede gennemført reformer, som ingen konservative ministre før hende turde give sig i kast med.
Ekstrem arbejdskapacitet
Élisabeth Borne er født i 1961 i Paris, og hendes polsk-jødiske far døde, da hun var blot 11 år gammel.
Alene med to døtre måtte moderen knokle, og opvæksten stimulerede givetvis, hvad samtlige kilder beskriver som den nye regeringschefs vigtigste karaktertræk: en nærmest overmenneskelig arbejdskapacitet.
En uddannelse som vej- og broingeniør førte i 1990erne Borne ind i den offentlige administration og videre til en række politisk betroede poster.
Omkring årtusindeskiftet tilhørte hun kredsen af rådgivere omkring den socialistiske premierminister Lionel Jospin og fungerede nogle år senere som kabinetschef for Ségolène Royal i miljøministeriet.
Men det var formentlig en længere karriere hos de franske statsbaner, SNCF, der i 2017 gav hende plads i Emmanuel Macrons første regering som transportminister.
Præsidenten havde sat sig for at gøre op med jernbanearbejdernes favorable arbejdsforhold, herunder adgang til endog meget tidlig pension.
Borne udførte opgaven uden at kny og på trods af voldsomme protester og strejker. Fagforeningsrepræsentanter husker hende som »hård, arrogant og ind i mellem kolerisk«.
Krig, fred og grøn omstilling
Skudsmålet som en skrap moster går igen i arbejdsministeriet.
Her gennemførte hun en omstridt reform af dagpengesystemet, men fik samtidig vist sit socialdemokratiske ansigt med effektiv implementering af diverse jobstøtteordninger under pandemien.
Borne har også nået at være minister for grøn omstilling, hvilket er en yderligere kvalifikation i det nye job.
Macron har besluttet, at området skal sortere direkte under premierministeren for at understrege, at det i den kommende valgperiode vil få første prioritet.
I den forbindelse ligger der formentlig endnu et signal i udnævnelsen af en arbejdshest og problemknuser som Élisabeth Borne:
Det kan godt være, at der er krig i Europa, og at tiden kalder på store armbevægelser. Men dem skal præsidenten i givet fald nok selv sørge for at udføre.
Imens vil hans »schweizerkniv« skære, save og file løs på en række udfordringer, der er mindst lige så vigtige for Frankrigs og Europas fremtid som krigen – om ikke endnu vigtigere.
En »ørkenvandring«, som Élisabeth Borne vil gennemføre loyalt og, så vidt muligt, uden at påkalde sig alt for meget opmærksomhed.
»At løbe rundt fra det ene tv-studie til næste for at fyre punchlines af er ikke lige mig,« erkender Frankrigs nye premierminister overfor Le Figaro.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
