Frygten vandt over hadet, og resten af EU kan ånde lettet op.
Selvom Emmanuel Macron er stærkt upopulær, foretrækker franskmændene ham trods alt frem for Marine Le Pen og det vilde eksperiment, som en højrenational præsident ville være – for Frankrig såvel som resten af Europa.
I hvert fald gav de sædvanligvis meget pålidelige franske exitprognoser, da de sidste valgsteder lukkede søndag kl. 20, Macron 57-58 procent af stemmerne mod 42-43 procent til Le Pen.
Et resultat meget tæt på meningsmålingernes forudsigelser, der imidlertid er langt mere snævert end for fem år siden.
Og som understreger de enorme udfordringer, den genvalgte præsident står over for, når han skal forsøge at samle landet.
Første runde af præsidentvalget afslørede for to uger siden et Frankrig, der er splittet i ikke blot to, men hele tre næsten lige store og uforsonlige blokke:
De højrenationale, der, anført af Le Pen, tæller en tredjedel af vælgerne. En venstrefløj samlet omkring den yderligtgående Jean-Luc Mélenchon. Og midt imellem: Macron med sin store gruppe af fortrinsvis velstillede og ældre, stabilitetsøgende vælgere.
Ny social uro truer
Men ikke nok med det. De franske vælgere – de af dem, som ikke blev hjemme eller stemte blankt – har desuden frasorteret den værste kandidat, snarere end de har tilvalgt den bedste.
»Mens Emmanuel Macron forsøgte at rejse en »republikansk« dæmning mod Marine Le Pen, har hun prøvet at samle en anti-Macron front,« som meningsmålingseksperten Mathieu Gallard forleden forklarede i Le Figaro og tilføjede:
»På den måde kommer folk til at stemme for at undgå det værste, ikke for at støtte en kandidat og et program. Det øger risikoen for en meget vanskelig social situation lige fra starten af valgperioden.«
De Gule Vestes protester mod en dieselafgift, der i 2018 og 2019 var tæt på at udvikle sig til en egentlig revolte, fortæller alt om potentialet for social uro.
Især i et Udkantsfrankrig, der føler sig ringeagtet og overset af les bobos – hipsterne og borgerdyrene i de dynamiske storbyområder.
Det bliver ikke let for Macron i de kommende år at finde balancen mellem grøn omstilling og økonomiske reformer på den ene side og hensynet til de fattige, lavt uddannede og privatbilsafhængige udkantsfranskmænd på den anden.
Avis advarer mod venstredrejning
Le Figaro advarer samtidig mod en, set fra den store konservative avis' synspunkt, ligeså alvorlig risiko i den kommende valgperiode.
Emmanuel Macron har siden første valgrundes overraskende gode resultat for Jean-Luc Mélenchon haft travlt med at tækkes de 22 procent af vælgerne, som stemte på den stærkt venstreorienterede kandidat.
Præsidenten havde brug for en god portion af dem for ikke blot at vinde, men også at opnå en tilstrækkelig stor sejr til at fremstå som en indiskutabel og legitim leder.
Men hvad nu hvis Mélenchon kræver »betaling« for sit bidrag til Le Pens nederlag, spørger kommentatoren Guillaume Tabard bekymret.
Et krav, der kan blive svært at afvise, hvis hans parti, La France insoumise, også klarer sig godt ved valget til Nationalforsamlingen til juni, sådan som meget tyder på.
Det kan få betydning for rækkevidden og tempoet i de økonomiske reformer, som Frankrig fortsat har brug for: Macron har allerede skudt sit forslag om at forhøje pensionsalderen til hjørne.
Lige så vigtig er værdipolitikken og den kamp mod islamistiske parallelsamfund, som præsidenten for alvor gik ind i med en stor lovpakke vedtaget for et lille års tid siden.
Et forslag fra Le Pen om et totalforbud mod islamiske slør er blevet bekæmpet med bemærkelsesværdig energi af Macron, og slår han ind på en mere »multikulturalistisk« linje, vil det styrke den nationale højrefløj yderligere.
Hvad sker der efter Macron?
Under alle omstændigheder er spørgsmålet for franskmænd og europæere, der ønsker et forudsigeligt Frankrig forankret i EU og NATO, om Macrons sejr ikke blot sparker dåsen ned ad vejen.
Den franske forfatning tillader ikke, at han genopstiller i 2027. Og hans politiske formation, La République En Marche, ligner efter fem års eksistens fortsat mere en personlig fanklub end et egentligt parti.
Socialisterne og de konservative Les Républicains, der skiftedes til at regere Frankrig frem til 2017, er begge i dyb, eksistentiel krise.
Vil midten af fransk politik i den situation være i stand til at fostre en ny vinderkandidat at sætte op mod den nationale højrefløj, hvor Marine Le Pen har bebudet, at hun ikke fortsætter, og formentlig bliver erstattet af en mere behændig leder?
Det kan godt være, at frygten for det ukendte i første omgang har vundet over hadet til det etablerede. Men de kommende fem år kan blive nervepirrende spændende i fransk politik.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
