De Grønne har valgt deres leder. Tyskland har aldrig set noget lignende. Og Annalena Baerbock vil anføre revolutionen

De Grønne har valgt deres nye leder, og tyske vælgere er ved at vænne sig til tanken om, at en 40-årig politiker uden større politisk erfaring kan blive deres næste forbundskansler. Det vil give magt til Berlins Østerbro-lignende Prenzlauer Berg-segment, siger en tysk professor. Men er tyskerne virkelig parate til en grøn regering?

Annalena Baerbock har i løbet af tre år i spidsen for De Grønne bragt sig selv på banen som et seriøst bud på at få kanslerposten i Tyskland efter valget til september. Clemens Bilan/EPA/Ritzau Scanpix

Annalena Baerbock var en niårig vesttysk pige, da Muren i Berlin blev væltet. Partiet De Grønne blev dannet et år, før hun blev født. Hun har aldrig haft en ministerpost, og hun var længe bare »hende ved siden af« den langt mere kendte og erfarne 51-årige mand, som hun skulle være partileder sammen med.

Men nu er den 40-årige politiker for alvor trådt i forgrunden. De Grønne har valgt partiets kanslerkandidat til det tyske parlamentsvalg 26. september. Det er Annalena Baerbock. For kun få år siden ville det have udløst overbærende smil.