Det lød flot, da Pedro Sánchez i weekenden tog forskud på kvindernes internationale kampdag og præsenterede endnu en banebrydende ligestillingslov.
»Når kvinder udgør halvdelen af befolkningen, skal de også have halvdelen af magten – både politisk og økonomisk,« proklamerede den spanske premierminister.
Europas, ifølge sig selv, »mest feministiske regering« havde slået til igen. Men bag den hektiske regulering af alt fra menstruationsfridage til seksuelt samtykke gemmer sig en bitter konflikt.
Den nye lov, der indfører tvungne kønskvoter i samtlige politiske organer og erhvervslivets bestyrelser, ligner et røgslør over den feministiske borgerkrig, som truer med at vælte regeringen.
Der går næppe en dag uden nye sammenstød mellem to fraktioner af ministre, som kæmper indædt om magten over tidens måske vigtigste værdipolitiske dagsorden.
Og hvis man troede, at alle feminister – både i og udenfor den spanske regering – ville glæde sig over kvindernes indtog i erhvervslivets top, ja, så kan man godt tro om igen.
Ligestillingsminister Irene Montero var således hurtig til at rynke på næsen af sin regeringschefs nye kønskvotelov.
Det vigtigste problem for de fleste spanske kvinder er ikke at gennembryde glaslofter men at slippe fri af »de usikre og lavt lønnede job fedtede gulv«, mukkede hun.
Borgerkrig om kvindekamp
Det hører med til historien, at den spanske regering er en koalition bestående af Sánchez' socialister og det nye venstreparti, Unidas Podemos.
Montero er medlem af den sidstnævnte formation.
Men når hun ligger i krig med en række af sine kvindelige regeringskolleger, handler det lige så meget om, at hun tilhører en anden generation af feminister.
Over alt i den vestlige verden oplever kvindebevægelsen i disse år et besynderligt paradoks.
På den ene side har den aldrig stået så stærkt som nu og opnået så mange resultater både i form af lovgivning og ændringer i mentaliteten.
På den anden side har intern uenighed splittet den på kryds og tværs med såkaldt »liberale« og queers som to af de vigtigste grupper
Mens ofte lidt ældre aktivister holder fast i kvindebevægelsens historiske mål om ligestilling i forhold til mænd, er det for mange yngre lige så vigtigt at kæmpe for de seksuelle mindretal.
Debatten om transkønnedes rettigheder, der for nylig førte til Nicola Sturgeons afgang som premierminister i Skotland, er den mest oplagte kampplads.
Men det er ikke den eneste, og få steder er fronterne så klart trukket op som i Spanien.
Samtykkelov med bivirkninger
Det spanske parlament vedtog midt i februar en »translov«, der på mange punkter er lige så vidtgående som Sturgeons skotske.
Men først efter at den socialistiske del af regeringen havde gennemført regler om alder og forældrekontrol, der satte grænser for den oprindelige lovteksts totale liberalisering af retten til at vælge køn.
Ændringerne førte til voldsomme spændinger, men der blev trods alt fundet et kompromis.
Det har til gengæld vist sig umuligt i forhold til reformen af ligestillingsminister Monteros andet store prestigeprojekt – den såkaldte »Kun et ja er et ja«-lov.
Loven, der trådte i kraft i efteråret, skærper reglerne for samtykke.
Men fusionen af to paragraffer om misbrug og voldtægt har – som Berlingske tidligere har beskrevet – paradoksalt nok gavnet allerede dømte seksualforbrydere.
Foreløbig har 720 fået nedsat deres straf, mens 74 er blevet løsladt på grund af den nye lovs uforudsete juridiske bivirkninger
Det er den styrtblødning, premierminister Sánchez' socialister nu – med kun et lille års tid til næste valg – vil have stoppet.
Antifeminister vil stemme for reform
Montero nægter derimod at røre ved sin lov, der ifølge hende blot bliver bevidst misfortolket af Spaniens mandschauvinistiske dommerstand.
Medmindre der i sidste øjeblik bliver fundet en løsning, vil de to regeringspartier stemme hver for sig, når reformen af samtykkeloven tirsdag aften førstebehandles i parlamentet.
Men ikke nok med det. Den socialistisk udarbejdede reform vil formentlig få ubekvem støtte fra ikke blot konservative Partido Popular men også det antifeministiske, højrenationale parti Vox.
Meget mere ydmygende kan den feministiske splittelse i regeringen næppe fremstilles, og spørgsmålet er, om den kan holde til det.
Sánchez vil givetvis gøre alt for at få Spaniens EU-formandskab i anden halvdel af 2023 med, inden der udskrives valg.
Men hverken Unidas Podemos eller hans egne ministre gør det let for regeringslederen.
Da en talskvinde for det nye venstreparti mandag beskyldte socialisterne med reformen for at begå »forræderi mod feminismen«, blev der omgående givet igen med samme mønt.
»Nogle har en idé om, at de har opfundet feminismen. Men vi har været i gang i årevis. For mit eget vedkommende længe før, visse personer blev født,« lød det bidsk fra forsvarsminister Margarita Robles.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
