Danske Dennis under anklage i Rusland: »De vil have, at du falder ned på knæ, trygler, beder om nåde«

En fængslet dansker er blevet symbol på nye forfølgelser af kristne mindretal i Rusland. Berlingske har som det første danske medie interviewet Dennis Christensen, der har siddet varetægtsfængslet i Rusland i 580 dage. Nu går Vladimir Putin ind i sagen.

Dennis Christensen var det første medlem af Jehovas Vidner, der blev varetægtsfængslet i Rusland. De skete 25. maj 2017. Siden er mange andre blevet anholdt, og hans sag ses som retningsgivende for snesevis af andre retssager. Denis Sinyakov

Telefonlinjen skratter. En metallisk rungen overdøver jævnligt stemmen i den anden ende.

Andre gange forsvinder signalet i flere sekunder, så man tror, at opkaldet er blevet afbrudt.