Indgangen til den centrale kirkegård i Bergamo rejser sig som et monumentalt bygningsværk, der synes at byde de levende indbyggere at ære byens døde. Det kunne Cristina Longhini ikke. Hun fik aldrig lov at tage afsked med sin far.
Ligesom resten af verden så hun billederne med de lange rækker af militærlastbiler fulde af kister på vej ud fra kirkegården i slutningen af marts. Men hun vidste ikke, at liget af hendes far lå i en af kisterne, der blev kørt væk for at finde en by, hvor der var ledig plads på krematoriet. Det er kun en del af det uudslettelige mareridt om farens død, som familien nu lever med.