Cheføkonom: Krisen i Sydeuropa er humanitær. Støtte bør ses som nødhjælp

Den økonomiske krise i Sydeuropa har potentiale til at udvikle sig til en humanitær krise, mener Saxo Banks cheføkonom. Vi bør øjeblikkeligt sende penge derned uden krav om tilbagebetaling eller reformer og så ellers skynde os at få markedskræfterne tilbage på sporet, mener Steen Jakobsen.

Tjeneren på Café Victor spejder forgæves rundt mellem sine cafeborde udenfor. Reserveret, reserveret, mumler han for sig selv, mens han peger rundt. Til sidst resignerer han, her er fyldt, siger han, det må blive indenfor.

Det er ellers en almindelig tirsdag eftermiddag, dagen efter pinse, men det indre København summer af liv: Her er handlende i gaderne, cafeer og restauranter synes fyldte, optimismen skinner om kap med solen. Måske er krisen ikke så slem? Måske får vi den V-kurve, økonomer i de tidlige dage af coronakrisen håbede på, med et pludseligt og drastisk fald i økonomisk aktivitet afløst af en lige så brat stigning, når samfundene åbnede på ny?