Regeringen får kritik for passivitet i afgørende EU-diskussion: »Det er faktisk temmelig slemt«

Den danske regering er kommet i massiv modvind i ind- og udland for sin position i den aktuelle diskussion om genoprejsningen af EUs økonomi. Men flere partier og eksperter undrer sig samtidig over den socialdemokratiske regerings manglende lyst til at indgå i en egentlig debat om den svære situation, der har gigantiske implikationer for dansk økonomi.

Mette Frederiksen i Bruxelles. Den socialdemokratiske regering har under coronakrisen været fåmælt i spørgsmål, der vedrører EU og unionens løsninger på den økonomiske krise, pandemien har affødt på tværs af det europæiske kontinent. Ian Langsdon/EPA/Ritzau Scanpix

I de endeløse diskussioner om solidaritet, umage alliancer, redningspakker, astronomiske lån og national suverænitet kan det være velgørende at få slået fast, hvad der egentlig er på spil for Danmark i diskussionen om genrejsningen af EUs økonomi:

Handel med det indre marked skaber 330.000 job i Danmark, og ifølge Dansk Erhverv eksporterer vi for 650 milliarder kroner til samme sted.