Boris Johnsons højtidelige løfte opløste sig selv. Så udstedte han straks et nyt

Den britiske premierminister gjorde, hvad han havde svoret aldrig at gøre og accepterede EUs udsættelse af Brexit. Nu er et parlamentvalg 12. december hans løsning. Forslaget blev nedstemt mandag og straks sat til afstemning igen tirsdag.

Boris Johnson har nu gjort, hvad han havde svoret aldrig at ville gøre. Han har meddelt EU, at han accepterer at udsætte Brexit-tidsfristen. Handout/AFP/Scanpix/Rtizau

Det var dagen, hvor Brexit blev udskudt. Boris Johnson havde ellers sagt, at han hellere ville kæmpe til det sidste og blive fundet »død i en grøft«, end han ville opleve den dag. Det var dagen, som den britiske premierminister havde sagt, at han ville undgå »for enhver pris«.

I sidste ende viste det sig, at det var ingen af delene. Det har fyldt britisk politik, til der næsten ikke var nogen ilt tilbage. Men Boris Johnson opløste løftet og gjorde det til ingenting, så snart løftet blev brudt.