Analyse: Mistroen hersker efter ny Brexit-aftale. Britisk erhvervsliv er bekymret, og EU-modstandere øjner nyt no deal-scenarie

Boris Johnsons nye aftale med EU er i store træk taget fra Theresa Mays gamle aftale. Det helt nye er Nordirlands status uden backstop. Men det er ikke det, som britiske erhvervsfolk og EU-tilhængere er bekymret over.

The Brexit Party og partileder Nigel Farage har overraskende støttet kravet fra oppositionen om at få udskudt Brexit-tidsfristen. Partiet ønsker den nye aftale nedstemt og derefter et nyt parlamentsvalg, hvor partiet vil føre kampagne for et »klart brud« med EU. Vickie Flores/EPA/Ritzau Scanpix

Til en eksamen ville Boris Johnson dumpe med et brag. Hans nye Brexit-aftale er stort set copy paste fra forgængeren Theresa Mays aftale. Den var Boris Johnson i øvrigt en af de skarpeste kritikere af, og han forlod regeringen i vrede over forhandlingerne.

»Den anerkendelse skal Boris have, at det ikke er historiens værste aftale. Det er den næstværste aftale i historien,« siger The Brexit Party-politikeren Martin Daubney.