Nu er håret sat til at blive ny britisk premierminister. Da Boris Johnson dukkede op til valgmøde i Belfast, kunne man ligefrem ane en sideskilning. En frisure. Nogle mener, at Boris Johnsons berømte vildt flagrende høstak af gult hår i virkeligheden er nøje sat, at knap ét strithår sidder tilfældigt. Men i øjeblikket udstråler håret den i Danmark berygtede politiske sætning »Den er hjemme!«
Og håret er som manden. Kendt som BoJo har Boris Johnson gennem 30 år været garanti for – ofte intelligent leveret – sjov og ballade. Men i Bruxelles opdagede man aldrig, hvad der ramte unionen, da Boris Johnson dukkede op som ung journalist og gjorde EU-kritik til underholdning. I disse dage afdækkes alvoren i det store billede, men nu er det måske for sent.