Det kommer ikke som en overraskelse. På vejen gennem det gotiske kvarters smalle gader, hvor fortovscafeerne i en strålende forårssol burde være fyldt til bristepunktet, møder jeg stort set ingen.
De få forbipasserende ser sig konstant vagtsomt omkring – adskillige iført ansigtsmasker, der ser ud, som var de lavet af kaffefiltre. Alligevel giver det et sug i maven, da jeg træder ind i Mercat de Santa Catarina.
På en normal lørdag formiddag er den store markedshal midt i Barcelona som metroen i myldretiden.
Folk maser rundt mellem hinanden med indkøbstrolleyen foran sig som en plov. Inde i boderne bliver bøffer skåret, blæksprutter renset og kyllinger parteret i et rasende tempo, mens kunderne mirakuløst bliver betjent i rigtig rækkefølge.
Og er det byfest eller højtid, hvilket det næsten altid er her i landet, drøner grupper af udklædte dansere rundt i mængden ledsaget af musik med en volumen tæt på smertegrænsen.
Santa Catarina er hele Spaniens herlighed og besværlighed mast ind på 4.200 kvadratmeter, men i dag er her stille som i en landsbykirke.
Rædselsberetninger står i kø
I den forløbne uge er det, som om coronavirussen ikke blot har smittet stadig flere spaniere i fysisk forstand, men også inficeret deres normalt urokkeligt ubekymrede folkesjæl.
Onsdag registrerede Spanien flere ofre for coronavirussen end noget andet land i verden. Det samlede dødstal, der søndag nåede op 6.528, overgås kun af Italien. Og selv om kurven de seneste dage er begyndt at flade ud, går det alt for langsomt.
Oversat fra tallenes abstrakte gru til virkelighedens verden af kød og blod står rædselsberetningerne samtidig i kø.
Om forladte plejehjem i den hårdt ramte hovedstad, Madrid, hvor soldater i flere tilfælde har fundet døde beboere på værelserne.
Om de overfyldte intensivafdelinger, hvor anonyme læger erkender, at de for længst – ligesom i Italien – er begyndt at sortere patienterne efter overlevelseschancer, ganske som på et feltlazaret.
Om Madrids skøjtestadion, der er blevet omdannet til lighus for at få plads til de mange døde.
Eller om indbyggere i en andalusisk by, der kastede sten efter busser med evakuerede plejehjemsbeboere af frygt for, at genhusningen af dem vil sprede smitten i lokalområdet.
»Barlukkervirussen«
I Barcelona har smitten hidtil bredt sig mindre eksplosivt. De seneste uger har dog vist, at det lynhurtigt kan ændre sig. Og det er med den bevidsthed, de få kunder tyst bevæger sig rundt ved Santa Catarina-markedets boder.
Indkøbsturen, som jeg prøver at finde tid til hver lørdag, plejer at tage et par timer eller tre – inklusive en velfortjent aperitif på Bar Joan, der er indrettet i et hjørne af hallen.
Men »barlukkervirussen«, som en god ven med foragt i stemmen kalder coronasmitten, har naturligvis også her sat en stopper for skummende fadøl og frisklavede tapas. Og ved boderne er ventetiden minimal.
Til gengæld tager det en halv time at få adgang til det lille supermarked i forbindelse med hallen. Som overalt i byen er der indført adgangsbegrænsning, og køen af kunder, der med et par meters sikkerhedsafstand venter på at blive lukket ind, går langt ud på gaden.
De store kæder har etableret bemandede kontrolposter, hvor man skal afspritte hænderne og tage plastikhandsker på. Her er en latinamerikansk kassedame alene om at holde styr på kunderne.
»Det er ikke let. Nogle snyder sig foran. Andre brokker sig over, at vi ofte mangler varer. Hvis jeg ikke havde brug for pengene, ville jeg ikke gå uden for en dør,« siger hun og kører mine varer gennem kassen i lyntempo, som kunne hun på den måde få arbejdsdagen til at gå hurtigere og komme hjem i sikkerhed.
Protest mod »overreaktion«
Det var en galicisk sømand, som for efterhånden mange år siden introducerede mig til det klassiske mundheld: I Spanien er der aldrig noget, som går galt, lige indtil det gør det.
Dengang handlede det om en forlist supertanker og en alvorlig, men trods alt lokal miljøkatastrofe. Man skulle tro, at en truende pandemi ville animere til anderledes rettidig omhu. Det har ikke været tilfældet.
Da arrangørerne af World Mobile Congress, der hvert år samler 100.000 deltagere i Barcelona, 12. februar besluttede at aflyse, var de catalanske myndigheder og centralregeringen – for en gangs skyld – enige om at protestere mod »overreaktionen«.
Nogle uger senere blev store demonstrationer på kvindernes internationale kampdag gennemført med deltagelse af flere ministre, hvoraf to senere blev syge. Også selv om det kort forinden havde vist sig, at virussen krævede sit første spanske dødsoffer allerede midt i februar.
»Hvis mine børn spurgte mig, om de kunne deltage i demonstrationen 8. marts, ville jeg sige, at det måtte de selv afgøre,« sagde det spanske sundhedsministeriums talsmand, Fernando Simon, ved den lejlighed.
Premierminister Pedro Sánchez har siden indrømmet, at der er begået fejl. Lige nu er det vigtige blot ikke at placere ansvaret, tilføjer han. Lige nu handler det om at bremse epidemien.
Så vidt muligt, vel at mærke, uden at fremprovokere en økonomisk katastrofe. Og den side af sagen er ikke kun et spansk – eller for den sags skyld – et italiensk anliggende.
Uetiske nordeuropæere
Damen i slagterforretningen forklarer, mens hun vejer et kilo skært svinekød af til mig, at hun indtil videre er fortrøstningsfuld.
Foreløbig har der ikke været problemer med leverancerne. Og selv om den sædvanlige kødrand af kunder omkring boden er reduceret til et par stykker, går det ikke så slemt, som man kunne frygte.
»Vi bringer en del ud,« siger hun og vurderer, at omsætningen »kun« er faldet med en tredjedel.
Billigt sluppet i sammenligning med mange andre spaniere, der fra den ene dag til den anden har mistet hele deres indtægt. En situation, der bliver endnu alvorligere, efter at regeringen lørdag stoppede al ikke livsnødvendig økonomisk aktivitet.
OECD vurderer, at to procent af det årlige BNP vil forsvinde for hver måned, landet er lukket. Det kan i løbet af meget kort tid blive helt uholdbart. Især hvis Spanien og det endnu hårdere ramte Italien ikke kan regne med solidaritet fra EU. Og det synes ikke at være tilfældet.
Portugals premierminister António Costa betegnede efter torsdagens EU-topmøde den hollandske finansministers udtalelser om Spanien og Italien som »modbydelige«.
I stedet mere end antydede den hollandske finansminister torsdag, at de to lande selv er skyld i problemerne. Udtalelser, der – sammen med et tysk »nein« til deling af gældsbyrden – har vakt harme overalt i Sydeuropa, og som får selv de mest overbeviste EU-tilhængere til at vakle i troen.
»Hvis middelklassen i Nord- og Centraleuropa ikke besidder den nødvendige empati til i denne situation at udvise solidaritet med sydeuropæerne, vil det europæiske samarbejde ganske enkelt ikke overleve,« lyder det eksempelvis fra La Vanguardias medredaktør, Enric Juliana.
Hele byen holder vejret
Det vil vise sig. Her og nu er indkøbstrolleyen fyldt med forråd til endnu nogle dage, og jeg mangler kun at købe seneste nummer af det satiriske magasin »El Jueves« – den eneste trykte publikation, som min 11-årige søn læser uden brug af hverken tvang eller bestikkelse.
Jeg må det halve Barcelona rundt, før jeg finder en aviskiosk, der holder åbent.
»De fleste forpagtere er ældre mennesker, og de tør ikke længere at tage risikoen,« forklarer kioskmanden, der selv er omkring de 40, og fortsætter:
»Der er heller ikke meget økonomi i det. Men jeg fortsætter indtil videre, også for at udvise samfundssind.«
Turen hjem går via esplanaden foran katedralen. Det er middag, og mens jeg vandrer alene hen over den enorme plads, begynder klokkerne at ringe.
Det er, da de klinger ud, at jeg for alvor kan »høre« stilheden. Det er, som om hele den normalt travle og larmende middelhavsmetropol holder vejret. Af frygt for, hvad der venter, og i håb om, at det alligevel ikke går så galt.
Kort efter fortæller et lille »pling« fra mobilen, at der er kommet nye tal fra sundhedsministeriet. Coronavirussen har det seneste døgn kostet 832 spaniere livet. Det er ny rekord.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
