Analyse: Panik før lukketid kan forpurre Salvinis masterplan

Italiens regeringskrise har udviklet sig til et uforudsigeligt trekantsdrama, hvor historiske ærkefjender kaster sig desperat i armene på hinanden, mens landets angiveligt stærke mand, den højrenationale leder, Matteo Salvini, kan ende med sorteper.

Matteo Salvini gestikulerer under tirsdagens ophidsede debat i det italienske senat, efter at premierminister Giuseppe Conte havde meddelt sin afgang. Den højrenationale leder synes at have forregnet sig, da han forsøgte at fremprovokere et valg, som han står til at vinde stort.  Ettore Ferrari/EPA/Ritzau Scanpix

Det kom ikke bag på nogen, da Giuseppe Conte tirsdag eftermiddag meddelte, at han træder tilbage. Til gengæld er premierministerens exit den eneste forudsigelige konsekvens af en regeringskrise, der får selv garvede iagttagere af Italiens komplekse politiske landskab til at ryste opgivende på hovedet.

Alle muligheder står nemlig åbne, når præsident Sergio Mattarella nu indkalder til »dronningerunde«. Deriblandt indtil for få dage siden utænkelige lokumsaftaler mellem ærkefjender og forsoninger mellem »elskende«, der hader hinanden som pesten. Her er fire mulige scenarier for krisens videre forløb: