På papiret var han en rival. I virkeligheden fungerede han som »lynafleder«, har Marine Le Pen selv forklaret.
Éric Zemmour fik ikke blot den højrenationale leder til at fremstå mere moderat. Den ophedede debat om hans synspunkter gav hende også fred og ro til at føre kampagne tæt på vælgerne og deres problemer med at få økonomien til at hænge sammen.
Men efter første valgrunde forsvandt den bekvemme lynafleder, og så brød »uvejret« løs.
De seneste to uger har al opmærksomhed i sagens natur samlet sig om de to finalister og deres programmer. Og den øgede interesse har efter alt at dømme ikke været til Marine Le Pens fordel.
Også fordi kampagnen mellem de to valgrunder i høj grad er blevet »spillet på udebane«, på den yderste venstrefløjs præmisser.
Venstrekandidaten Jean-Luc Mélenchon klarede sig overraskende godt 10. april, og de 7,7 millioner franskmænd, der stemte på ham, kan afgøre søndagens anden runde.
Ganske vist er venstrefløjsvælgernes frygt for Le Pen ikke nødvendigvis større end deres had til Emmanuel Macron, som Berlingske har berettet.
Men præsidentens ihærdige arbejde med at advare mod en »højreekstrem« magtovertagelse synes ikke desto mindre at have givet resultat.
I hvert fald er han klar favorit til endnu en embedsperiode forud for søndagens afgørende valgrunde.
Marine Le Pens sande ansigt?
Allerede dagen efter første valgrunde begyndte Marine Le Pens hårdt tilkæmpede image som socialt indigneret centrumdemokrat at krakelere.
På et pressemøde, der netop handlede om de demokratiske spilleregler, klagede journalisterne over, at visse af deres kolleger var udelukket fra at dække hendes kampagne.
»Er det Dem, der bestemmer, hvem der er rigtige journalister,« spurgte en af dem. Hvortil Le Pen med en selvtilstrækkelighed, hun ellers havde lagt på hylden svarede: »Ja, det er mig.«
En ordveksling, der lynhurtigt blev grebet af Macron-kampagnen og udbasuneret som et eksempel på, hvordan »den ekstreme højrefløj viser sit sande ansigt«.
Bedre blev det ikke, da en ung kvinde under et møde om international politik dagen efter rejste sig op og viftede med en hjerteformet plakat, der viste Le Pen sammen med den russiske præsident Vladimir Putin.
Aktivisten blev bogstavelig talt slæbt ud af lokalet, hvorefter en video af episoden øjeblikkelig gik viralt i de sociale medier.
Samtidig rettede de traditionelle medier søgelyset mod Le Pens program og konstaterede, at det trods kandidatens nye og mere moderate image er relativt uforandret.
En bombe under EU-samarbejdet
Eksempelvis ville der med den højrenationale leders indtog i Élysée-palæet blive vendt op og ned på Frankrigs internationale rolle – ikke mindst i forhold til EU.
Officielt er såvel »Frexit« som et farvel til euroen ganske vist droppet.
Men planerne om via en folkeafstemning at give fransk lov forrang i forhold til fælles europæiske regler, ligner til forveksling.
»Hun vil ændre spillereglerne ene kvinde. Det betyder, at hun vil ud, men ikke tør sige det,« har præsident Macron sarkastisk bemærket.
Ifølge Le Pen selv handler det om gradvist at erstatte det nuværende samarbejde med en løsere »europæisk alliance af nationer«.
Det betyder blandt andet, at der skal slukkes for EUs såkaldte fransk-tyske motor.
Det skal være slut med Macrons »blinde følgagtighed i forhold til Berlin« og et Tyskland, der »udgør den absolutte modsætning til Frankrigs strategiske interesser«, fastslog hun forleden.
I begyndelsen af valgkampen såede Le Pen desuden tvivl om sin vilje til at respektere NATOs såkaldte musketered, der forpligter til fælles svar, hvis et medlemsland bliver angrebet.
En »misforståelse«, hun nu ihærdigt forsøger at mane i jorden under indtryk, formentlig, af krigen i Ukraine.
Rødgrønne godbidder
Imens har Emmanuel Macron ikke blot ladet skjorten stå åben i et omdiskuteret Instagram-opslag. Han har også smøget ærmerne op i en hæsblæsende slutspurt.
Fredsmæglerrollen, der nær havde kostet dyrt i første valgrunde, er blevet parkeret. I stedet har præsidenten rejst Frankrig tyndt og især besøgt områder, hvor den yderste venstrefløj står stærkt.
Han har taget de verbale tæsk, der fulgte med, og samtidig serveret diverse godbidder til de rødgrønne vælgere, som formentlig vil afgøre valget.
Et stærkt upopulært løfte om at forhøje pensionsalderen er blevet om ikke ligefrem trukket tilbage, så i hvert fald omformuleret til ukendelighed.
Macron har også tyvstjålet Jean-Luc Mélenchons ide om at give sin kommende premierminister den grønne omstilling som ressortområde for at give den førsteprioritet.
Nok så vigtigt har præsidenten samtidig undgået at give nye smagsprøver på sin berygtede og forhadte arrogance.
Måske lige bortset fra under onsdagens tv-duel.
Bagud i meningsmålinger, foran på Facebook
Her tog en selvsikker Macron flere gange Marine Le Pen i skole, men det var ikke nødvendigvis en fejl.
For hvad præsidenten tabte på karusellerne med sit ikke ligefrem vindende væsen, vandt han ind igen på gyngerne ved at så tvivl om sin rivals kundskaber og egnethed.
Et velanbragt »Ah, bon« (jaså), mens Le Pen jonglerede med væksttal og momssatser, fik - som Le Figaros Guillaume Tabard bemærkede - frygten for at blive grebet i en fejl til at lyse ud af hendes øjne.
Og imens sad seerne tilbage med fornemmelsen af, at den højrenationale kandidat selv ikke på sit favoritområde - spørgsmålet om den truede købekraft - havde helt styr på tingene.
Betyder det alt sammen, at løbet er kørt, og at Macron kan se frem til endnu fem år, når stemmerne søndag aften er talt op?
Franske meningsmålinger er som regel pålidelige, og det er svært at forestille sig, at de kan tage lige så meget fejl som de amerikanske, da Donald Trump overraskende erobrede Det Hvide Hus i 2016.
På et punkt giver Marine Le Pen imidlertid Emmanuel Macron baghjul. Hun genererer langt mere aktivitet på Facebook. Det har før vist sig at være en afgørende målestok.
Solveig Gram Jensen og Martin Tønner er Berlingskes udsendte korrespondenter i Frankrig.
