Det var næsten for meget af det gode og det smukke.
Billederne af Sanna Marin og Pedro Sánchez på slentretur under et officielt besøg i marts lignede en modereportage eller scener fra en romantisk hollywoodfilm.
Kort efter blev den finske statsminister stemt fra magten. Nu lider hendes spanske gæst formentlig samme skæbne. Og det er selvfølgelig ikke billedernes skyld – men så måske alligevel lidt.
I en tid, hvor krig, klimaforandringer og kunstig intelligens synes at true ikke blot vores levestandard, men hele vores eksistens, er de politiske spilleregler ændret.
»Den stilsikre perfektion hos ledere på jagt efter brede vælgergrupper vækker modvilje, fordi den minder folk om hverdagens grimhed,« advarede den politiske kommentator Enric Juliana efter valget i Finland og tilføjede:
»Det må være den finske lærestreg til Pedro Sánchez.«
I april sikrede de højrenationale Sande Finner sig plads i en ny borgerlig regering i Helsinki.
Skal man tro de seneste meningsmålinger, må også de konservative storfavoritter ved søndagens spanske valg støtte sig til det mere yderligtgående Vox.
Imens får »Smukke Pedro« – ligesom hele Europas mediedarling Sanna Marin – formentlig snart god tid til under lange spadsereture at fundere over, hvad der gik galt.
En »illegitim« leder
Spaniens premierminister gennem de seneste fem år har hele tiden været en outsider – også i sit eget parti.
Det fortæller alt, at en række socialistiske veteraner under de seneste ugers valgkamp har følt sig foranlediget til i et åbent brev at understrege, at de faktisk støtter ham.
Sánchez var et stort set ubeskrevet blad, da han under en lederkrise i sit PSOE i 2014 blev hentet ind for at overtage posten som generalsekretær.
Det var meningen, at han blot skulle holde stolen varm, indtil partiets unge håb var klar til at tage over.
I stedet bed den på det tidspunkt 42-årige madrilener sig effektivt fast i bordkanten.
Da han blev offer for et kup internt i partiledelsen, lod Sánchez sig ikke kue, men stillede i stedet op og genvandt sin post ved et primærvalg.
Samme blanding af stædighed, held og – vil nogle mene – skamløs opportunisme sikrede i 2018 regeringsmagten, da et mistillidsvotum væltede konservative Mariano Rajoy.
Det var ved den lejlighed, at grunden til fortællingen om Sánchez som en »illegitim« premierminister blev lagt.
Unikt samarbejde med arbejdsgivere
Med i den socialistiske leders alternative flertal var ikke blot de separatister, som året forinden havde ført an i Cataloniens løsrivelsesforsøg.
Også det baskiske parti Bildu, der har rødder i den opløste terrororganisation ETAs bagland, deltog.
Og da Sánchez fra 2020 gik sammen med venstrepartiet Unidas Podemos og dannede Spaniens første røde kabinet siden 1930erne, tog kritikken yderligere til.
Koalitionsregeringen kan ellers fremvise fornuftige resultater efter en valgperiode domineret af hele to voldsomme globale kriser.
Først pandemien og siden krigen i Ukraine har rystet verdensøkonomien i sin grundvold, og Spanien er indtil videre sluppet nådigt gennem turbulensen.
I Europa kunne kun Polen, Portugal og Cypern i årets første måneder prale af højere vækst, og hvad angår inflation, er Luxembourg alene om at »undergå« Spanien.
Samtidig blev pandemiens hjælpepakker, som noget helt unikt i det sydeuropæiske land, aftalt med ikke blot fagforeninger, men også arbejdsgivernes organisationer.
Et samarbejde, som siden desuden har resulteret i reformer af arbejdsmarked og pensionssystem.
Man kan indvende, at Spaniens gæld samtidig har vokset sig tårnhøj, men hvad var alternativet?
Landsforræder, lystløgner og valgfusker
Samtidig ligner den borgerkrigsagtige stemning under Cataloniens løsrivelsesforsøg i 2017 seks år senere blot en ond drøm.
Det har imidlertid kostet Sánchez dyrt i form af benådninger af fængslede separatistledere og omskrivning af de love, de var dømt efter.
Og det er på den konto, at ikke kun konservative spaniere har et konkret politisk regnskab at gøre op ved søndagens valg.
Men der er også et konspiratorisk element i vreden mod sanchismen, som højrefløjen har døbt den angivelige personkult omkring premierministeren.
En betegnelse, der på ingen måde tilfældigt leder tankerne hen på (andre) store venstrefløjstyranner som Stalin, Mao og Castro.
Mens valget ifølge den konservative leder, Alberto Núñez Feijóo, står mellem Sánchez og Spanien, betegner højrenationale Vox direkte Sánchez som en landsforræder.
Højreorienterede meningsdannere karakteriserer ham desuden som en lystløgner og ødeland, der flyver med Spaniens svar på Air Force One, blot han skal på toilettet.
En despot, der vil gøre alt for at beholde magten – herunder at fifle med stemmerne, sådan som blandt andre Núñez Feijóo har mere end antydet.
Desperat modangreb
Ifølge Sánchez selv er »el sanchismo« en konspirationsteori bygget på »løgne, manipulationer og ondskabsfuldheder«.
Eksempelvis om hans hustru, Begoña Gómez, der er blevet beskyldt for at være transkvinde og indblandet i narkohandel.
Ikke desto mindre er forestillingerne så udbredte, at premierministeren under valgkampen har set sig nødsaget til at tage på turné i en række især fjendtligt indstillede medier for at tilbagevise dem.
Om det desperate modangreb er lykkedes, vil vise sig søndag aften, når stemmerne er talt op.
Ingen tør helt afvise det set i lyset af Sánchez' velafprøvede evne til at gøre comeback fra selv de mest umulige situationer.
Alt tyder imidlertid på, at »Smukke Pedro« denne gang har opbrugt sit held.
Også fordi tidsåndens vinde – som de seneste måneders valg i såvel Finland som Grækenland, Holland og Italien har vist – ikke længere blæser til fordel for tjekkede socialdemokrater.
Heller ikke – og måske netop ikke – når de slentrer rundt og gør sig lækre i Helsinkis solbeskinnede gader.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
