Nogle fortæller, at gør ondt i hjertet. Andre beskriver en fornemmelse af, at det trækker i dem, og at det strammer om brystet eller halsen.
»Det er også meget almindeligt, at mennesker, der oplever sorg, fortæller, at det føles, som om deres hjerte er blevet knust. Sorg handler jo om at blive adskilt fra nogen, man har været knyttet til – og længes efter. Det mærker de fleste tydeligt i kroppen,« siger Maja O'Connor.
Hun er klinisk psykolog og ansat som lektor og leder af Enhed for Sorgforskning ved Aarhus Universitet, hvor hun i flere årtier har beskæftiget sig med det grundvilkår, alle mennesker er født med: At vi kommer til at miste og sørge – formodentlig flere gang i vores liv.
»Mennesket har været optaget af at miste så længe, vi har kunnet dokumentere vores historie. Fra hulemalerier og sørgebind til beskrivelser fra det gamle Grækenland. De store tragedier handler næsten altid om, at der er nogen, som dør, og om den sorg, det afføder,« siger Maja O'Connor og tilføjer:
»Det gode er, at vi er lavet til det. Vi kan godt klare det. Eller – det kan langt de fleste.«
Freud førte an
I serien »Grundfølelser« ser Berlingske nærmere på glæde, angst, vrede og, i denne artikel sorg, som den er blevet opfattet siden starten af 1900-tallet, hvor psykologien opstod som disciplin, og hvor man begyndte at nedfælde teorier om følelsen.
Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, gik forrest med sin afhandling »Sorg og melankoli« fra 1917.
»Hans teori gik på, at sorgen var en proces, som foregik i nogle bestemte trin og havde et bestemt sigte – at frigøre sig fra den afdøde og få frigivet den energi, der var bundet op i den relation,« siger Maja O'Connor.
Freud og hans efterfølger John Bowlby opdelte sorgen i fire faser: Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. I tråd med Freud beskrev Bowlby sorgen som et stadie af melankoli, der risikerede at eskalere, hvis man ikke gennemgik ovennævnte faser.
»De mente, at der var et stykke sorgarbejde, som skulle gøres, for at man kunne komme sundt gennem sin sorg. Det skulle sikre, at man ikke blev fastlåst, og at tabet ikke blev for centralt. Tanken var, at hvis man ikke fik erkendt, at tabet er endeligt, blev man ved med at have energi investeret i den, man havde mistet. Det ville igen betyde, at man ikke kunne leve sit liv fuldt ud,« siger Maja O'Connor.
Psykologer og andre professionelle har i store træk lænet sig op ad Freuds teori frem til slutningen af 1990erne, hvor flere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om sorg kan deles op i fortløbende faser – og om det er realistisk eller ønskeligt at frigøre sig fra en afdød.
Som havets bølger
Det var blandt andet bogen »Continuing Bonds« fra 1996, der blev startskuddet til en ny opfattelse af sorg.
Forfatterne bag, Dennis Klass, Phyllis R. Silverman og Steven L. Nickman, kom med et opsigtsvækkende budskab: Sorgen stopper aldrig, og den er ikke en tilstand, du går igennem for at komme ud på den anden side. Den er en del af dig altid.
Frem for at gøre sig fri handler det om at skabe en ny relation til den, man har mistet. Det betyder ikke, at man vil være ulykkelig resten af sit liv. Sorgen kan hen ad vejen blive mere fredfyldt, og tankerne forbundet med gode minder.
I den nye sorgopfattelse, som langt de fleste professionelle og efterladte hælder til i dag, taler man stadig om faser og processer, men ikke om en bestemt rækkefølge. I stedet ser man på sorgen som en følelse, der kommer og går.
Maja O'Connor bruger ofte billedet af et hav. Ikke i Caribien på en blikstille dag, men Vesterhavet, der er kendt for sine store bølger og ikke mindst for sin uforudsigelighed og voldsomme styrke.
»Måske oplever man, at der pludselig kommer en stor bølge, og at man bliver hevet ned under vandet og må kæmpe sig op. Andre gange er bølgen mindre og skubber bare lidt til én. Når sorgen er der, fylder den, men den trækker sig igen, og der kommer en pause, inden den næste bølge kommer. Sådan vil det ofte være. Det er en naturkraft, og den gør, som den nu vil,« siger hun.
Der er flere fordele ved den tilgang. Blandt andet at den giver frihed til, at man kan sørge på sin egen måde, mener hun.
»I den sunde sorg er der en stor variation i måden, folk gør tingene på. For nogle virker det at holde sig i gang, andre lader sorgen fylde rigtig meget. Nogle græder, andre gør overhovedet ikke. Nogle har minder stående fremme, andre foretrækker at få dem pakket hurtigt væk,« siger Maja O'Connor.
»Hvis man forventer noget bestemt, kan man nemt komme til at synes, at nogen gør noget forkert. At de sørger for lidt eller for meget i forhold til normerne. Men det er i orden at få en pause fra sorgens følelser,« tilføjer hun.
Sorg kan ikke gradueres
Når vi taler om sorg, er vi ofte hurtige til at definere, hvem der er mest berettiget til at sørge, mener Maja O'Connor. Hun advarer imod det, hun kalder sorghierarkier. At det er mere legitimt at sørge længe efter nogle tab end andre.
»Der er selvfølgelig de store tragedier – når man eksempelvis mister et barn. Det er der heldigvis ikke mange, som oplever. Men hvis vi tager de dødsfald, som er almindelige i løbet af et liv, er der en tendens til, at vi har forskellige forventninger til, hvordan og hvor længe folk sørger,« siger hun.
For eksempel kan det at miste forældre selv i en moden alder udløse en stor sorg, selv om det er helt efter bogen, at de skal dø før én selv.
»Man mister de mennesker, som har hørt ens første ord og set ens første skridt. Dem, der kan fortælle om, hvordan man var som barn. Dermed forsvinder adgangen til en del af ens historie. Det kan være svært for mange,« siger Maja O’Connor, der også oplever, at mange ældre, som mister en ægtefælle, bliver hårdt ramt.
»Nogle par har levet sammen i 50-60 år. Man har været sammen om hverdagslivet – på godt og ondt. Gamle par kan have spændende ting sammen. De har en større hukommelse sammen, og de har hjulpet hinanden. Men ofte har de et mindre netværk end yngre mennesker, og de går ind i sorgen fra et fysisk væsentligt dårligere udgangspunkt,« siger hun og tilføjer:
»Vi har det, der kaldes et »cultural lifescript« – nogle ting, vi forventer sker på nogle bestemte tidspunkter i vores liv. Det gælder i alle henseender. Men fordi det kan forventes, at en ægtefælle dør, når man er gammel, betyder det ikke, at sorgen er mindre.«
»Og så er der selvfølgelig også de tilfælde, hvor en efterladt oplever det som en lettelse. Det skal der også være plads til,« siger hun.
Ikke som i 1800-tallet, hvor der fandtes en officiel sørgetid for kvinder. Den varede i et år, mens mænd kunne nøjes med et halvt, før han måtte gifte sig igen.
Vi er gearet til at miste
De fleste finder efterhånden tilbage til en normal hverdag efter et dødsfald. Sorgen er – som beskrevet – ikke væk, men noget man lever med. Hvor lang tid det tager at komme ud i livet igen er individuelt, men Maja O'Connor har en god nyhed.
»Vi er skabt til at overkomme sorg,« siger hun.
»80-90 procent klarer det på egen hånd og med støtte fra deres nærmeste. Det er hårdt, og der er et stykke psykologisk arbejde, der skal gøres. For hvad nu? Det sætter ofte alt på spidsen. Men langt de fleste finder en vej. De har måske prøvet tab tidligere og har et godt netværk,« siger Maja O'Connor, som uddyber, at det blandt andet er vores evne til at knytte os til andre, som gør os i stand til leve videre efter en sorg.
»Vi er dybt afhængige i forhold til at knytte os til andre mennesker. Men – og det er min påstand – vi er også gearet til at kunne adskilles igen og knytte os til nogle nye og lære at trøste os selv. Det er det, der sker i den naturlige sorg. Hvis det konsekvent slog os ihjel at miste, ville vi ikke eksistere som art,« siger hun.
Der er dog en gruppe, der bliver så lammet af sorg, at hverdagen ikke længere hænger sammen. Af og til udvikler den depression, angst og ptsd. Nogle får desuden selvmordstanker.
Ny diagnose på vej
Hvis en sørgende efter et halvt år har det sådan, er det muligt, at en professionel vil kalde det »forlænget sorglidelse«, eller »prolonged grief disorder« som det hedder på engelsk. Det er en diagnose, som man forventer bliver indført i Danmark dette forår.
»Omkring ti procent af efterladte har sandsynligvis forlænget sorglidelse. Mange kan næsten ikke se, at der er en fremtid, og kan kun tale om fortid og nutid. Hvis jeg skal bruge billedet fra før, har de det, som hvis de står i Vesterhavet på en stormfuld dag, hvor bølgerne skyller hen over hovedet på dem. Sorgen fylder det hele, og de bruger alle deres kræfter på at trække vejret. Det kan man ikke holde til særlig længe. Vi kan jo se, hvad Vesterhavet gør ved kysten, når det stormer,« siger Maja O’Connor, der på samme tid advarer imod at sygeliggøre sorgen.
»Det er meget forskelligt, hvordan vi sørger, og hvor lang tid det tager, før vi kan komme tilbage til hverdagen. Men vi håber, at en diagnose kan blive et redskab til at hjælpe flere med at leve et tilfredsstillende liv, efter at de har mistet.«
Hun slutter med et budskab, en del af os har hørt før:
»Lad være med at lade som ingenting. Spørg mennesker, der har mistet, hvordan de har det, også efter længere tid. Tilbyd at komme forbi på onsdag,« siger hun.
For ja, livet går videre, og det er umiddelbart nemmere at tale om noget sjovt og sikkert oplagt at tænke: Mon ikke det er overstået nu?
Men det er det ikke nødvendigvis. Selv efter år kan der skylle en bølge ind og minde os om én, der ikke er her mere.
