Kasper var bange for at dø, men fejlede intet: »Jeg har flere gange følt, at jeg nu igen havde udsat min kone for en sygdom, jeg selv havde opfundet«

En fredag eftermiddag i 2015 lægger Kasper Birchs læge en besked på hans telefonsvarer. Hun har fået svar på nogle blodprøver og beder ham ringe til klinikken.

»Lige efter at jeg har hørt beskeden, tikker der en mail ind, hvor der står det samme – at jeg skal ringe, men der er allerede lukket på klinikken. Det bliver en virkelig lang weekend,« fortæller Kasper Birch.

Året før er hans far død af en særlig aggressiv form for prostatakræft. Fordi den er arvelig, skal han og hans bror løbende have taget blodprøver. Det er de prøver, Kasper Birch nu venter svar på. Mandag er helligdag, men da han ringer tirsdag morgen, kommer han igennem med det samme.

»Lægen siger: 'Kasper, der er kommet svar på din blodprøve, og dit PSA-tal er alt for højt'. Det starter en reaktion af angst og panik. Jeg kender de tal rigtig godt fra min fars sygdom, og jeg tænker, at det må være tegn på kræft i vækst. Lige der føler jeg, at jeg får afsagt min dødsdom,« siger han.

En undersøgelse på hospitalet viser, at alt er i orden, men for Kasper er oplevelsen ikke ovre. Tværtimod. De følgende år får han symptomer på flere dødelige sygdomme. Hver gang viser det sig at være falsk alarm.

Det fortæller han om i sin bog, »Jeg er syg, men fejler ikke noget – en personlig fortælling om helbredsangst«, som netop er udkommet på Gads Forlag. Den handler om det, der tidligere gik under betegnelsen hypokondri, men som i dag betegnes som en angstlidelse.

»Jeg har als«

​Kasper Birch er 45 år. Han har to døtre med sin hustru, Charlotte, er tv-instruktør og er blandt andet med til at stykke programmet »Tæt på sandheden« sammen.

I 2017 er der fuld fart på karrieren. Det er også her, sygdomstankerne for alvor tager fart. Smerter i lysken udvikler sig til en sovende fornemmelse i låret. Lægen kan ikke finde noget. Kasper Birch konsulterer en anden læge, som sender ham til en neurolog, der bemærker en »særligt livlig« refleks i det ene ben. Ellers virker alt normalt.

For en sikkerheds skyld får Kasper foretaget en mr-scanning af ryggen og hovedet for at se, om der skulle være en sammenhæng. Arvæv fra en gammel faldskade kan teoretisk set have udløst smerterne i benet.

»Pludselig er det også, som om mit syn er forværret. Jeg begynder at blive nervøs for, om det kan være noget alvorligt,« siger han.

Lægerne finder ikke noget på scanningerne, men det gør ham kun kortvarigt rolig. Symptomer på nye sygdomme dukker op. En dag på arbejdet får han smerter i hovedet og er overbevist om, at han har en hjernetumor.

Angsten kulminerer i foråret 2018, hvor nogle trækninger i lægmusklen på det ene ben får alarmklokkerne til at ringe. I løbet af kort tid har Kasper googlet sig frem til en af de værst tænkelige diagnoser: als (amyotrofisk lateral sklerose), hvor nervesystemet nedbrydes i løbet af få år.

Han søger videre og leder i sin desperation efter noget, der modsiger hans første internetsøgning, men bliver kun bestyrket i sin frygt. Synkebesvær er endnu et tegn på sygdommen. Noget, han har mærket de seneste måneder.

Har aldrig været så bange

En søndag formiddag synker han sammen i en stol foran sin hustru og siger: »Jeg har als, jeg er helt sikker. Jeg har alle symptomer.«

»Charlotte forsøger at berolige mig. Hun siger, at det ikke behøver være noget alvorligt, men jeg er fuldstændig overbevist. Jeg tænker på, at jeg ikke kommer til at se mine børn vokse op, og det gør ondt,« fortæller Kasper Birch.

Neurologen, han har tid hos nogle dage senere, virker ikke bekymret. Hun sender alligevel Kasper videre til en såkaldt nerveledningsundersøgelse, der endegyldigt kan slå fast, om han har sygdommen eller ej.

Der er ingen tegn på als. Da Kasper går derfra, spørger han alligevel lægen: »Hvilke symptomer skal jeg nu holde øje med?«?

Lægen gentager, at han ikke har als, og der ikke er noget at holde øje med.

»Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv som i de uger. De står som et mareridt for mig,« siger Kasper Birch.

Den »komiske« hypokonder

Efter episoden søger Kasper Birch hjælp for sin helbredsangst – en lidelse, han deler med omkring 150.000 danskere. Frem til 2019 kaldtes den hypokondri, mens den nu er kategoriseret som en angstlidelse.

»Efter hele historien om als var jeg nervøs for, om jeg var blevet sindssyg. For hvordan kunne jeg forsvinde ned i sådan et sort hul uden at lytte til, hvad eksperterne og sagkundskaben sagde?« spørger Kasper Birch, der kortvarigt konsulterede en psykolog, inden han gik i gang med sin bog.

»Da det var kommet lidt på afstand, begyndte jeg at blive lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvad det egentlig handlede om. Jeg havde behov for at fortælle, hvordan det opleves at have helbredsangst. Det er en ensom lidelse, og jeg håber, det kan være en hjælp for andre at finde ud af, at de ikke er alene.«

I bogen kan man også læse om den lidt nedsættende og komiske beskrivelse, hypokonderen har været udsat for gennem tiden.

»Jeg har selv tidligere opfattet hypokondri som en lidt latterlig, komisk tilstand, som jeg tænkte, at især nervøse og oversensitive kunstnertyper led af. I film og litteratur er de jo ofte skildret sådan. Woody Allen har blandt andet udtalt, at hypokondere er morsomme, fordi ekstreme mennesker er morsomme,« siger Kasper Birch, som nævner en række af de kendte mennesker i den virkelige verden, der har fået det prædikat.

H.C. Andersen havde efter sigende nærmest en læge i hver by, når han rejste, og beskrev desuden sin egen sygdom som »indbildt«. Adolf Hitler var også rædselsslagen for en række sygdomme. Det samme gjaldt angiveligt Charles Darwin, ligesom Lars von Trier og Woody Allen selv er blandt dem, der bliver nævnt i bogen.

»Der findes jo også masser af vittigheder om hypokondere,« siger Kasper Birch og citerer en af de mere kendte:

»Hvad stod der på hypokonderens gravsted? Der stod: 'Jeg sagde jo, at jeg var syg'.«

»Du fejler jo reelt ikke noget«

Kasper Birch er aldrig blevet mødt med nedladende kommentarer. Selvom han nogle gange tænker, at der sikkert står er stort H for hypokonder i hans journal, er han kun blevet mødt med venlighed i omgivelserne og i sundhedsvæsenet.

Men han oplever, at mange har svært ved at forstå angsten.

»Fejlslutningen med den her lidelse er, at folk tænker: 'Du fejler jo reelt ikke noget – ergo er der ikke noget galt'. Så hvorfor bekymre sig?«

Han har selv svaret. For i virkeligheden handler det langtfra kun om frygten for at dø i utide.

»Selvfølgelig er man også bange for at skulle herfra, men det er jo uomtvisteligt, at alle skal dø en dag. For mig handler det i høj grad om kontrol – eller om tabet af kontrollen. At få beskeden om, at nu er det slut uden at kunne stille noget op,« siger Kasper Birch, som ofte har følt skam, når lettelsen over, at han ikke skulle dø i denne omgang, havde lagt sig.

»Jeg har flere gange følt, at jeg nu igen havde udsat min kone for en sygdom, jeg selv havde opfundet. Jeg kunne også skamme mig over for de mennesker, som rent faktisk har en uhelbredelig sygdom. Men det, jeg havde, var jo også en lidelse. En angstlidelse, som det ikke nytter at skamme sig over,« siger han.

De bekymrede i flokken

​I sin bog har Kasper Birch interviewet flere fagpersoner, der har beskæftiget sig med helbredsangst. Blandt andre Peter Lund Madsen, som selv har kendt til angst, siden han var barn.

Hjerneforskeren mener, at tendensen til at bekymre sig kan være nedarvet.

Det illustrerer han blandt andet med et eksempel fra stenalderen, hvor det var afgørende for flokken, at nogle var modige – til tider dumdristige. De sikrede, at der kom mad på bordet. De mere forsigtige og bekymrede sørgede til gengæld for, at flokken undgik de værste farer. Begge typer mennesker var med andre ord dybt nødvendige for artens overlevelse.

»I vor tid er udfordringen for os med bekymringsopgaverne bare, at der ikke er så meget at være bange for. Måske lige bortset fra trafikken. Så vi har på en måde et overskud af angst, der flakser rundt. Det har jeg i hvert fald,« siger Peter Lund Madsen i bogen, hvor han også bemærker, at »sygdomsangst er en af de værste former for angst, man kan lide af, fordi der ikke er nogen bund i den, og fordi en dag så … bum, så bliver det virkeligt«.

Rammer ofte folk i arbejde​​

Psykolog med speciale i helbredsangst Ditte Hoffmann Frydendal medvirker også som ekspert. Hun mener, det er svært at give en karakteristik af de mennesker, som oftest rammes af helbredsangst. Dog er der nogle kendetegn, som går igen, forklarer hun i bogen.

»Der er ikke nogen social slagside. Tværtimod. Vi ser det mest hos folk, der er i arbejde eller hos studerende. Så typisk er det højt præsterende mennesker,« fortæller Ditte Hoffmann Frydendal, som også kan bekræfte, at det rammer mænd og kvinder nogenlunde lige ofte, og at det ofte opstår, hvis man er under pres.

Her kan angsten blive en slags overbygning, hvor klassiske stresssymptomer som hovedpine og svimmelhed tolkes som symptomer på farlig sygdom, man ubevidst kommer til at forstærke og fokusere på.

Psykologen taler også om rumination. Det betyder, at tankerne tager overhånd, uden at problemerne bliver løst af den grund. Et begreb, Kasper Birch har haft gavn af at kende.

»Det er en spiral, hvor tankerne får lov til at køre rundt i en meget negativ og selvforstærkende cirkel. Man tror, man løser problemer, men bygger dem bare mere og mere op,« siger Kasper Birch, som på det kraftigste er blevet frarådet at bruge Google som medicinsk opslagsværk.

»Alt det, jeg troede ville løse mit problem – for eksempel at søge på internettet og mærke efter symptomer – var det, jeg ikke skulle gøre. Det, jeg i virkeligheden gjorde, var at forstærke her cirkel af angst,« siger Kasper Birch, der ikke er i tvivl om, at hans fars kræftsygdom og opringningen fra lægen om blodprøvesvarene var det, der satte skub i hans angst.

»Jeg er blevet klar over, at det er bestemte sygdomme, kræft og als, jeg frygter vil ramme mig, og at det er de symptomer, jeg har fokus på. Andre frygter hjerte- eller kredsløbsproblemer. Det gør jeg slet ikke. Så det læner sig op ad specifikke sygdomme. Det afhænger nok også af, hvordan man er kommet ind i lidelsen,« siger han.

»Livet er uforudsigeligt«

​Helbredsangsten har ikke helt sluppet Kasper Birch, men i dag påvirker den i langt mindre grad hans liv. Noget, der særligt har hjulpet ham, er tanken om, at han hverken kan eller skal kontrollere alt.

»Det lyder som en kliché, men livet er jo uforudsigeligt. Uanset hvad vi tror, vi kan, kan vi ikke kontrollere alt. Salget af pulsure er eksploderet, vi køber gentest, og vi vil gerne kontrollere vores helbred, men det er en illusion. Der er noget vigtigt i at erkende, at man ikke kan vide alt,« siger han.

Det at skrive en så personlig bog er netop et skridt i retning af at slippe kontrollen, fortæller Kasper Birch.

»Det er på en måde også et tab af kontrol, når jeg fortæller min egen historie i en bog. Jeg kan jo ikke styre, hvad folk vil tænke om den.«