Hvad fylder dig med den absolut største glæde her i livet?
»Det gør uden tvivl mine børn, som kom sent ind i mit liv. Jeg var halvgammel, 49 år, da jeg fik mit første barn, og jeg var jo tæt på, at det aldrig ville være sket. Jeg mødte min kone, Annette, sent og havde på det tidspunkt indstillet mig på, at jeg ikke selv ville få børn. Nu har jeg tre, og jeg føler en kæmpe taknemmelighed.
Børnene repræsenterer en uskyld. Jeg ser mit eget liv i dem, men uden den forurening – svigt, fortrydelser og sorger – og selvfølgelig også visdom, som er kommet til i mit eget liv. Jeg har selvfølgelig oplevet forelskelser, bestået eksamener og glædet mig over mit første embede, men mine børn fylder mig med den største glæde.«
Hvad ville du ønske, at du var bedre til at sige til andre?
»At jeg ikke kan huske, hvad de hedder. Det ville gøre mit liv lettere, hvis jeg kunne, men sådan er det ikke. Det er nogle gange pinligt, at jeg ikke kan huske folks navne. Jeg møder som præst mange mennesker i meget følsomme situationer, for eksempel ved bryllupper og dødsfald, og så er det pinligt, når jeg ikke kan huske deres navn. Det ville jeg ønske jeg var bedre til.«
Har du nogle fortrydelser?
»Nej, jeg fortryder ikke. Måske kan jeg ærgre mig over nogle ting. For eksempel det interview jeg gav til Berlingske for en uges tid siden sammen med min konservative partifælle Nikolaj Bøgh.
Jeg skulle have været mere forsigtig. Det kom til at virke som en valgkamp med en politisk modstander (de stillede begge op til valget om at blive De Konservatives spidskandidat på Frederiksberg, og Michael Brautsch fik flest stemmer, red.). Men ellers er jeg en mand, der ikke fortryder.
Det kan lyde lidt frelst, når jeg siger, at jeg lever i øjeblikket, men det gør jeg. Jeg er meget kierkegaardsk, så det med at bruge tiden på at ærgre sig over fortiden eller bekymre sig over fremtiden, det gør jeg ikke.«
Når man har horn i panden
Har du nogle indre dæmoner?
»Ja, det har alle. De værste dæmoner er dem, der gemmer sig så godt, at man tror, at de ikke er der. Nogle gange kan jeg, når jeg skælder mine børn ud, billedligt talt føle, at der vokser horn ud af panden på mig.
Jeg er nogle gange for utålmodig: »Kom nu, det kan ikke være rigtigt, at jeg hver eneste dag skal sige til jer, at …«, og »I har set 10.000 børnefilm om, at man skal være søde mod hinanden, det kan ikke være rigtigt, at I ikke har forstået det ...«.
Nogle er bedre til at håndtere den slags, end jeg er, og jeg kan ikke lide, når jeg kan mærke de der horn i panden. Men jeg prøver at være bevidst om det.«
Har du et øjeblik, der forandrede dig?
»Ja. Der har selvfølgelig været mange betydningsfulde øjeblikke i mit liv. Det var vildt at stå på et medlemsmøde i den konservative vælgerforening sidste torsdag og blive valgt til borgmesterkandidat, det var fantastisk, da jeg i Ribe Domkirke blev ordineret til mit første embede som præst, og det var vildt, da mine børn blev født.
Men det øjeblik, som forandrede mig, var, da jeg gik ind i en lille guldsmedeforretning i Odense, hvor jeg havde bestilt en ring til min kommende kone. Da jeg hentede ringen, vidste jeg, at mit liv ville blive forandret.
Jeg havde været ungkarl i 25 år og ikke boet fast sammen med nogen, men nu ville jeg falde på knæ for hende, og jeg havde en formodning om, at hun ville sige ja. Vi skulle stifte familie sammen, og jeg vidste, at mit liv ville blive fuldstændig anderledes. Det var det mest livsforandrende øjeblik i mit liv.«
Har du nogensinde været i en situation, hvor du var virkelig bange?
»Da jeg var ung, havde jeg tykt mørkt hår – i dag har jeg tyndt gråt hår – og i en periode havde jeg hestehale. Jeg lod den vokse ud, da jeg boede i Paris i 1984, og det var dengang så usædvanligt, at når jeg mødte en anden mand med hestehale, så hilste vi på hinanden, ligesom motorcyklister gør.
Jeg havde også snurbar, og en god veninde syede en skjorte med kalvekrøs til mig, så jeg gik rundt og lignede D'Artagnan i »De tre musketerer«. Da jeg kom hjem til Odense, skete det nogle gange, at jeg blev truet med tæsk på grund af mit lange mørke hår. »Hvor kommer du fra?« »Jeg kommer nede fra Faaborg,« svarede jeg. »Jeg tror kraftedeme, at du kommer lidt sydligere fra,« lød svaret. Det var ikke sjovt, og da var jeg bange.«
Hemmeligheder skal holdes
Har du en hemmelighed, du har haft lyst til at afsløre?
»Ja, men jeg har modstået fristelsen. Jeg tror på, at det til en vis grænse er vigtigt at holde på hemmeligheder. Jeg ser med skepsis på en udvikling, hvor man lægger alt privat frem. Det er interessant, at folk stadig ikke forstår, at internettet er hele verden. Folk blander det private og det offentlige sammen.
Første gang, jeg blev præsenteret for det private kontra det offentlige, var, da jeg for mange år siden på tv så det amerikanske talkshow »Ricki Lake«. Der sad en kvinde og fortalte sin kæreste, som sad ved siden af hende, noget, hun aldrig tidligere havde turdet sige. Mens 30 millioner så på! Hun kunne sige det på tv, men ikke direkte til sin kæreste. Det var vildt, tænkte jeg. Og dengang vidste jeg ikke, at den slags shows bare blev vildere endnu, og at de sociale medier ville skubbe til den udvikling. Folk fortæller rigtig meget, som burde blive holdt hemmeligt eller i hvert fald privat.
Det kræver en vis modenhed at kunne holde på en hemmelighed. Når mine børn fortæller mig, at de har en hemmelighed, ved jeg, at de vil røbe den for mig på et eller andet tidspunkt. Gamle mennesker, som jeg møder via mit arbejde som præst, kan derimod holde på en hemmelighed. De synes ikke, at der er nogen grund til at bralre op med alt.«
Hvad er det vigtigste i et parforhold?
»Humor. Hvis man kan grine sammen, kan man gøre alting sammen. En bund af humor gør det hele meget nemmere. Både i parforholdet og arbejdslivet.«
Har du en side af dig selv, som du kæmper med, og som du ikke er stolt over?
»Det sker ikke så tit, men nogle gange kan jeg godt komme op i det røde felt og få lyst til at sige noget. Selvom jeg godt ved, at det kun forværrer situationen, siger jeg det alligevel. Det forfærdelige er, at det kun sker over for mennesker, som jeg er tryg ved. »You always hurt the one you love.«
Det er over for de mennesker, som elsker én, og som man selv elsker allermest, man synes, at man har et frirum til den slags. Kærlighed er jo også, at man tillader hinanden at være dum og svag. Og så må man undskylde bagefter.«
Hvornår har du været mest stolt over dig selv?
»Det dyrker jeg ikke. Det meste af det, jeg har gjort og opnået, er sket i samarbejde med andre. Men jeg er stolt af min kone og af mine børn.«
Og hvornår har du været mest flov over dig selv?
»Der har været enkelte situationer … Da jeg for mange år siden var elev i Amtssparekassen i Faaborg, skulle jeg på skole inde i Odense, og for at komme derind skulle jeg låne direktørens bil.
Den var helt ny, og jeg kom til at ødelægge betrækket, fordi min attachétaske – sådan nogle var det hotteste i 1982 – allerede om morgenen rev en stor flænge i bagsædet. Jeg havde meget respekt for min direktør, så jeg sad en hel dag og tænkte på, at jeg skulle fortælle ham det. Han tog det så pænt og var så sød. Der var jeg flov.«
Hellere neg end nag
Hvad har du mest fortrudt i dit liv?
»Jeg fortryder som sagt ikke rigtigt noget, men hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg have sagt ja, da jeg som ung mand blev tilbudt at blive sproglærer i Japan. Da jeg var blevet uddannet bankassistent, vidste jeg, at jeg ikke skulle fortsætte i finanssektoren, og inden jeg begyndte at læse teologi, arbejdede jeg som natportier på et hotel i København for at få råd til undervisningen på en privat skuespillerskole.
Japan Airlines' crews boede på hotellet, og de havde fundet ud af, at jeg kunne fransk, fordi jeg havde boet i Frankrig og min far var fransk, og jeg underviste dem i fransk og tysk. De var enormt søde, og jeg blev venner med nogle af dem. Så de inviterede mig til Tokyo, hvor jeg skulle være sproglærer.
Jeg plejer at sige ja til alt, men dér sagde jeg nej, fordi jeg skulle gå på teaterskole for at blive skuespiller. Det blev jeg jo ikke alligevel, og jeg skulle have taget imod tilbuddet. Det er nok det eneste, jeg for alvor har fortrudt.«
Hvad/hvem har du senest tilgivet?
»Jeg tilgiver meget let og bærer ikke nag. Jeg er mere tilhænger af at bære neg end at bære nag. Det er mere frugtbart. Tilgivelse er for mig kærlighedens fineste frugt. Det handler om at kunne se hinanden i øjnene igen. Det er ikke sikkert, at man kan fortsætte, det kan for eksempel dreje sig om en skilsmisse, men det betyder ikke, at man ikke kan tilgive.«
Hvordan sørger du for at få reflekteret over dit eget liv?
»Jeg står op klokken fem, ikke for at arbejde eller skrive, men for at åbne for P8 Jazz, som er min yndlingskanal. Så laver jeg en god kop kaffe, jeg har en god kaffemaskine, og så sidder jeg og hører jazz og tænker lidt over livet.
Jeg sætter mig måske ud i havestuen, hvor jeg kan kigge ud over haven. Jeg nyder roen, selv om jeg ved, at lige om lidt vågner hele huset, og så får vi virkelig travlt og skal på arbejde.«
