Kram, håndtryk eller fransk møs-møs-møs?
Eller måske en østerlandsk version med hånden på hjertet, ledsaget af et respektfuldt nik og et imødekommende smil i en såkaldt namaste? Det kunne også være lidt mere street: et venskabeligt dunk i ryggen eller knytnæve mod knytnæve: »Hva’ så?«
I krydsfeltet mellem før og efter coronakrisen, mellem et nedlukket Danmark og et genåbnet, vil der opstå en hel del signalforvirring. For nogle vil signalet være rødt: »Jeg rører fortsat ikke ved nogen, hvis de ikke er blandt mine allernærmeste.«
Lyt til artiklen her:
Andre vil opfatte signalfarven grøn som et: »Gå nu! Der er endelig givet grønt lys. Kast dig over dem, du kender, når du møder dem. Omfavn dem, så de er lige ved at forsvinde et sted inde i din store, bløde, hjertelige bjørnekrammer.«
Og så er der den gule og lidt mere afventende: »Bom, bom … Jeg ved faktisk ikke helt endnu, hvordan jeg skal hilse på andre mennesker. Ganske vist er jeg vaccineret, men alligevel …«
Slut med håndtrykket?
»Vi kommer til at leve meget længe i sådan en overgangsperiode, hvor mange ikke helt ved, hvordan de skal gebærde sig,« mener fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, som forudser, at der vil blive brugt en del energi på at aflæse andres signaler, når vi mødes og skal finde en måde at hilse på.
»Der vil være en meget større bevidsthed om at tage hensyn til hinandens grænser. Men mange vil også give den gas på alle følelser og kaste sig ud i de helt store krammere. Generelt er langt de fleste dygtige til at aflæse andre menneskers signaler.«
Om håndtrykket vil bestå i den form, vi hidtil har kendt, kan Liselotte Lyngsø være tvivlende over for.
»I gamle dage gav man hånd for at vise, at man ikke bar våben. I dag er hænderne nu blevet selve våbnet,« siger hun og henviser til research fra Storbritannien.
I takt med at stadig flere af briterne er blevet vaccineret, bliver der delt krammere ud mellem venner i en lind strøm, mens håndtrykket mellem forretningsforbindelser fortsat er på pause.
»Boris Johnson har direkte været ude og sige, at håndtrykket må vente. Som symbol er det ikke risikoen for smitte værd. Kram mellem dem, vi elsker, kan vi til gengæld dårligt undvære. Der foregår tusindvis af samtaler i øjeblikket, fordi man skal finde ud af, hvordan folk føler sig tilpas,« siger hun.
»Med krammet rører man ikke hinandens hænder og kan holde vejret, mens det står på. Man kan også godt forestille sig, at nye hilseformer med inspiration fra Østen kommer til at vinde indpas. Men hvad der ligger fast, er nok en periode, hvor vi bliver langt mere bevidste om, hvordan vi gebærder os i mødet med andre – imens er automatpiloten sat ud af kraft.«
Hypersociale som pingviner
Psykolog og ph.d. i evolutionspsykologi Jill Byrnit mener, at langt de fleste af os igen vil begynde at hilse på hinanden på samme måde, som vi tidligere gjorde.
»Man kan bare se på genåbningen sidste sommer. Folk var lynhurtige til at finde tilbage til den adfærd, de ellers havde haft – det gjaldt også måden at hilse på,« siger hun og forklarer, at vi som art er meget sociale, nærmest hypersociale ligesom pingviner.
»Det gælder ikke alle, men rigtig mange gør utroligt mange ting for at få kontakt med andre. Det er ikke bare et spørgsmål om, at vi gerne vil have kontakt til tre mennesker – rigtig mange kan godt lide at være omringet. Vi går til rockkoncerter og lader os omgive af 20.000 mennesker, mens man i Asien tager til fællesbade sammen med 100.000 andre. Et behov, som også har en betydning for den måde, vi hilser på hinanden som en del vores adfærd.«
Ifølge Jill Byrnit vil det med genåbningen for nogle handle om at finde en balance mellem forsigtighed og risiko.
»Man kan bruge hele sit liv på at gå og være bange for at dø, fordi vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Det er jo et menneskeligt grundvilkår. Hvis man nu er lidt moden, tænker man nok en gang imellem på døden. Man skal ikke være paralyseret af overforsigtighedsangst, men samtidig heller ikke være dumdristig. Så hvor kommer den balance nu til at være, også når man hilser på andre, og i hvor høj grad vil nogle mennesker have en permanent frygt for at blive smittet? Vi smitter jo hinanden med alt muligt. Andre mennesker er jo en potentiel smittekilde. Alt, hvad man rører ved, også mennesker, kan være farligt.«
Jill Byrnit peger på, at frygt virker på den måde, at lige meget hvor mange forskningsdata, vi måtte blive præsenteret for, der slår fast, at det slet ikke smitter at give hånd, så påvirker den oplysning os ikke, hvis vi først er blevet frygtsomme med hensyn til smitte.
»Overordnet er jeg nu forholdsvis fortrøstningsfuld i forhold til, at de fleste på et tidspunkt vil vende tilbage til den adfærd, de havde før krisen,« siger hun.
Den vigtige intimitet
Ifølge antropolog og lektor på RUC Christian Groes kan man groft sagt inddele befolkningen i tre grupper:
Den første gruppe er dem, som har fulgt alle retningslinjer og restriktioner meget nøje.
»Selvom alt på et tidspunkt vender tilbage til normalen, vil den gruppe måske få et nyt syn på intimitet i forhold til, at det er ekstremt vigtigt at passe på og fortsat forebygge sygdomme. Det vil formentlig fortsat fylde meget i deres bevidsthed,« siger han.
Den anden gruppe har hele tiden været skeptiske over for restriktioner og har derfor slækket mere på kravene og har også festet undervejs.
»De vil nok fortsætte med at have afslappet holdning og hilse, som de hele tiden har gjort, mens den sidste gruppe formentlig vil holde fast i nogle af de erfaringer, de har fået i løbet krisen. Erfaringer, som de vil fastholde gennem lang tid,« lyder hans vurdering.
Ifølge Christian Groes fortæller vores måde at hilse på i forbindelse med en krise noget om, hvem vi er som mennesker, og hvor vi som individ føler, vi har befundet os i en usædvanlig tid, hvor intimiteten – ikke forstået som noget seksuelt – nærmest er det bærende i hele problemet.
»Jeg har selv oplevet at stå over for en, jeg møder, hvor man kigger på hinanden og aflæser, at det er ok med en krammer, eller i stedet fornemmer et blik, der kigger lidt ned med en attitude af: »Rolig, nu slapper vi lige lidt af.« Vi vil i højere grad komme til at aflæse hinanden. Hvad er man selv for en type, og hvem står man over for?«
