I årtier har Birthe Kjær sunget sig ind i danskernes hjerter med hits som »Den knaldrøde gummibåd«, »Arriverdeci Franz«, »Sommer og Sol« og ikke mindst »Vi maler byen rød«.
»Dansktoppens dronning« har ikke kun været et stort navn for sin egen generation, lige siden hun i 1968 fik sin første pladekontrakt i en alder af 20 år og senere har medvirket i både revy og teater og har optrådt med jazzsange. I dag er det er alle generationer, der kender navnet Birthe Kjær. Og de synger med, når den folkekære dansktopsanger går på scenen.
Med en exceptionel karriere og et ekstraordinært liv bag sig deler Birthe Kjær her sine tanker om det levede liv.
Et andet perspektiv
»I 1999 holdt jeg et sabbatår, efter at jeg havde rundet de 50 år, og det var jeg lykkelig for, at jeg gjorde.
Jeg har altid haft et lyst sind, men også et bekymret sind. Jeg kan være bekymret for, om det går godt nok, og om de ting, jeg gør, er gode nok. Det var meget mere udbredt i mine unge dage, og det var en hård belastning i længden.
Det bemærkede jeg også under det sabbatår, hvor jeg blandt andet tilbragte tre måneder på et børnehjem i Thailand. Jeg sad og kiggede ud fra dét perspektiv, hvorfra jeg sad med alle de forældreløse børn i armene og så tilbage på alle de optrædener, jeg havde bekymret mig om.
Set i det lys kunne jeg jo godt se, at det er lige meget, hvis man kommer til at begå en fejl. Jeg gør mig stadig meget umage, det kan jeg ikke sige mig fri for, men jeg tror, at alle har godt af at få et meget anderledes perspektiv på tingene. At se, at der er meget værre ting i livet. Jeg fik i hvert fald en meget større so what-tilgang, som var meget sund.
Mange år før fik jeg også et godt råd af Lisbet Dahl, der var instruktør på Cirkusrevyen, som jeg lavede i 1990. Jeg fortalte hende, at jeg var meget nervøs for, om det nu var godt nok, det jeg gjorde, og for, om jeg ville komme til at glemme noget.
Hun sagde: 'Ja, og hvad så? Så har du den i morgen i stedet'. Den psyke tog jeg meget til mig. Jeg tror, at det var det råd, jeg havde brug for – at man ikke skal være så bange for at gøre noget forkert. Man laver fejl, og man bliver ikke halshugget for det. Det er ikke verdens ende.«
Tal, tal, tal
»Jeg tror, det er medfødt, at jeg har et lyst sind – men som alle andre kan jeg selvfølgelig også se meget sort på ting til tider. Jeg kan godt blive væltet omkuld af et problem. Men det går der ikke mange dage med.
For jeg taler om det med venner og familie. Og taler og taler og taler. Og så er det, som om det forsvinder efter en dag eller to, fordi man bliver træt af at tænke på det.
Jeg er meget stor tilhænger af, at man ikke går og putter med det. Tingene bliver kun værre, når man går og fantaserer om, hvordan man vil skælde ud, eller hvordan man bliver skældt ud. Det slider én op, så det handler om at få talt så hurtigt som muligt, når der sker en misforståelse eller opstår en konflikt. Så kan man puste ud igen og komme videre med sit liv.
Men det er klart, at hvis det ligefrem er savn, dødsfald eller brudt kærlighed, kan man ikke bare tale sig ud af det hurtigt.«
Arbejdet
Hvad kan man gøre der i stedet – når det er savn, dødsfald eller brudt kærlighed for eksempel?
»Her tror jeg, at jobbet er balsam. Mit arbejde har været den bedste lindring for mig, når jeg har haft sorger. Det, at man skal tage sig sammen og være på – og i mit tilfælde synge – lettede sorgen i de timer, hvor jeg skulle koncentrere mig om noget andet.
Sådan var det i hvert fald, da jeg mistede mine forældre. Selvfølgelig var jeg stadig ked af det bagefter, når jeg kørte hjem. Men omvendt smitter den glæde, man kan have, når man er på arbejde.
Og det, tror jeg, kan virke for mange mennesker. Man kan ikke sørge derhjemme i forfærdelig lang tid. Man er nødt til prøve at abstrahere lidt fra sorgen og prøve at få en normal hverdag igen, selvom det kan virke uoverkommeligt.
Først og fremmest taler jeg igen meget med mine nærmeste – det tager bare længere tid. At tale igennem det at miste sine nærmeste gør man jo ikke på en måned. Så der er det vigtigt, at venner og familie stadig vil høre på mig. Det sparer mig en tur til psykolog, når de gider høre på mig for sjette gang.
Det gjorde jeg også, da jeg fik en blodprop. Jeg var god til at tale om det, og de var gode til at lade mig tale. Det var sådan, jeg vænnede mig til det – til at have fået en blodprop, til at have fået hjertestop og være blevet genoplivet. Jeg vænnede mig til ordene og til forløbet, som jeg måske havde fortalt 27 gange.
Det sværeste var at sige, at jeg havde fået hjertestop. Det havde jeg ikke selv erkendt. Hver gang jeg sagde dét, begyndte jeg at græde, men en skønne dag stoppede jeg. Det er dét, der hjælper. Ord. Så det er godt, at jeg langtfra er en lukket bog.«
At sige nej
Hvad har du taget med dig fra episoden og det wake up call, det må have været?
»Jeg har lært at mærke bedre efter, når jeg er stresset. Selvom der var flere grunde til blodproppen – såsom åreforkalkning og måske, at jeg havde røget i mange år – så var det også en stressende periode, og jeg har været bange for, at det skulle sætte sig igen.
Jeg lærte bestemt ikke at sige ja til så meget. Jeg har lært at sige nej til ting, jeg ikke egentlig har lyst til, og så har jeg lært at sige nej til at pakke kalenderen med for mange ting – også selvom jeg har lyst til dem.
Det, der har virket for mig, har nok været at lære mine grænser at kende. Der er slet ikke nogen grund til at køre sig selv så hårdt. Derfor tager jeg visse hensyn for at have ro i sindet. For eksempel sørger jeg for ikke at være for sent hjemme og generelt planlægge på en måde, hvor jeg ikke skal transportere mig hele landet rundt på kort tid.
Og så har jeg lært at mærke efter, når jeg er stresset. Det er også der, jeg er blevet god til at sige nej. Hvis jeg kan blive ked af alle de ting, jeg skal nå – så er der noget galt. Man må ikke blive ked af dét, man har sagt ja til – så skal man sige nej.
Der er heldigvis masser af situationer, hvor man slet ikke behøver at give en grund til at sige nej, selvom det kan være svært at gøre det. Man kan bare sige »Nej tak, desværre« eller »Det har jeg ikke lyst til«. Man behøver ikke begrunde det. Der kan selvfølgelig være gode grunde, men uanset er det helt legitimt bare at sige nej.«
De vil ikke kunne se det
Når du optræder, er det for stort set alle generationer, også unge i 20erne. Har du nogle gode råd til unge fra egne erfaringer?
»Jeg tænker faktisk jævnligt på, at mange unge er utilfredse med dem selv, fordi de synes, de skal leve op til mange normer. Og der tænker jeg »Åh, elsk jer selv noget mere.« Også med de ting, I er utilfredse med. Lær at holde af dem, for om 10-20 år kan I slet ikke se problemet, når I kigger på billeder.
Jeg kan love jer for, at når I kigger tilbage, kan I ikke engang finde problemet. Det er min egen erfaring. Når jeg kigger på billeder af mig selv nu, tænker jeg »Hvad fanden var problemet? Jeg så sgu da godt ud«.
Der er alt for mange unge, der ligger under for skønhedsidealer, normer eller bekymringer, som ødelægger store dele af deres ungdom. Når de bliver ældre, vil de ikke kunne forstå det, de ødelagde ungdommen på. De vil ikke kunne forstå, hvorfor de lod så meget tid gå med det.
Prøv at lade være med at leve op til så mange idealer – og især skønhedsidealer. Og så tro på, at I er skønne nok, som I er – både i sind og i skind.«
