Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
»Det var Nils Malmros, der gjorde mig opmærksom på det. Jeg fik hovedrollen i »Kærlighedens smerte« i 1992 efter en casting, hvor jeg var oppe imod 362 andre, og jeg kan huske, at han sagde: »Du har virkelig noget særligt.« Han syntes, jeg skulle søge ind på Statens Teaterskole. Der begyndte jeg at tænke, at jeg vist kunne noget. Men talent er jo ikke noget, man nødvendigvis er bevidst om – især ikke, når man er ung.«
Hvad er den største tilgivelse, du har fået?
»Jeg har helt ærligt aldrig helt forstået ordet. Altså, jeg ved godt, hvad det betyder, men det er ikke noget, jeg opererer med. Jeg har været buddhist i 20 år, men selv inden da havde jeg en bevidsthed om, at vi mennesker handler og gør nogle ting, og at man kan komme til at gøre hinanden kede af det. Men hvis man opererer med ordet tilgivelse, betyder det jo, at den anden skal gøre noget, for at man selv kan komme videre – eller omvendt. Jeg er vokset op i et kristent hjem, hvor det lå implicit, at noget udefra skulle tilgive én i ens handling – en gud. Det har jeg aldrig forstået.«
